Efter skuffelse i Odense: Nu skal det hele afgøres i Dokken
Der var lange miner hos Team Esbjerg, da nederlaget i weekenden var en realitet.
Med ét forsvandt muligheden for at lukke finaleserien i Bambuni Kvindeligaen i andet forsøg, og i stedet blev guldkampen sendt ud i en tredje og afgørende finale mod Odense Håndbold.
Skuffelsen fyldte, men det samme gjorde fornemmelsen af, at der stadig er noget at hente, når det hele skal afgøres på hjemmebane.
Når et hold misser chancen for at sikre guldet ved første forsøg, sætter det sig. Det gjorde det også hos esbjergenserne, hvor både tristhed, irritation og frustration kom til udtryk efter kampen.
Alligevel var der ifølge Team Esbjerg også noget andet i omklædningsrummet. En kampgejst og en tro på, at holdet godt ved, hvilke greb der skal justeres, hvis sæsonen skal slutte med jubel i Blue Water Dokken.
Små detaljer skal rettes til
Cheftræner Tomas Axnér peger især på, at det var de små ting, der manglede i lørdagens kamp.
“Det var helt små detaljer, som vi kunne gøre bedre i forsvaret. Her har vi sagtens kunnet finde nogen ting, som vi har lært af, som vi tager med sammen med andre ting, som vi har lært fra tidligere opgør,” siger han i en optaktsmeddelelse.
Det var især i defensiven, at Team Esbjerg ikke ramte det niveau, holdet ønskede.
Det gjorde også arbejdsbetingelserne vanskeligere for målvogterne, og ifølge cheftræneren var der særligt brug for mere fysik i duellerne.
“Vores fysik i forsvarsduellerne skal forbedres. Vores første kontakt med deres spillere skal ske længere fremme på banen, og vi skal ramme dem lidt mere. Dette var også med til at sætte et stort pres i vores forsvar, hvor der blev for langt afstand mellem dem og os,” siger Tomas Axnér.
Der var også ting, der haltede i den anden ende af banen. Offensiven blev for meget spil på tværs, og Team Esbjerg manglede både fart, mod og klarhed i de afgørende situationer.
“I offensiven skal der bedre afleveringer til, og vi skal være mere afklaret på, hvordan vi vil spille. Vi skal gå mere mod mål, og så skal vi også have vores kontra i gang, som var bedre på hjemmebanen,” siger cheftræneren.
Troen på hjemmebanen lever
Selv om nederlaget gjorde ondt, er der stadig en klar tro på, at Team Esbjerg kan rejse sig i den sidste finale.
Den tro hænger også sammen med, at opgøret skal spilles i Esbjerg, hvor holdet har været stærkt i den hjemlige liga. Netop hjemmebanen kan blive en afgørende faktor, når guldet skal uddeles.
“Vi har en god fornemmelse. Vi har ikke tabt på hjemmebanen i et år i den hjemlige liga, og den kan give os en fordel, og den skal vi udnytte,” siger Tomas Axnér.
Nu venter sæsonens sidste kamp, og der er ikke længere plads til flere omveje. Den afgørende finale mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold spilles tirsdag den 2. juni klokken 20.30 i Blue Water Dokken.