EM-feberen har ramt Danmark: Patrick og gutterne tager turen til Tyskland
Nu går det endelig løs.
Lige siden det i november stod klart, at Danmark havde kvalificeret sig til EM i Tyskland, har danskere landet over forsøgt at få billetter til de tre gruppekampe. Søndag skydes EM i gang for Danmark, når landsholdet møder Slovenien i Stuttgart.
Flere tusinde danske fans har sat kursen mod Stuttgart for at bakke de danske drenge op. Det gælder også Patrick Winkler Lønne Hoffmann fra Bramming. Sammen med sine tre venner Rolf, Christian og Casper er han hoppet på en bus, der kører til Tyskland og EM.
” Vi tager med fra Kolding, og så vil der være busser fra hele landet, der kører i en samlet karavane derned”, siger Patrick Winkler Lønne Hoffmann.
Først går turen til Mannheim, og på søndag fragtes drengene til Stuttgart, hvor der først er danskerfest og efterfølgende kamp. Undervejs vil der være forskellige arrangementer for de danske fans.
Glæder sig helt vildt
Det er et par måneder siden, at de fire venner besluttede sig for, at det ikke var nok at se kampen i fjernsynet, men at de ville være til stede, når Danmark spiller første kamp ved EM. Alle er fans af landsholdet, og de ser ofte landskampe og andre fodboldkampe sammen.
“Vi glæder os helt vildt. Vi har alle en travl hverdag med arbejde og børn, så vi har set frem til at sætte os ind i bussen og komme afsted sammen med en masse andre danskere”, fortæller Patrick Winkler Lønne Hoffmann.
Ifølge Patrick Winkler Lønne Hoffmann er det især i løbet af de sidste par dage, at han er begyndt at mærke, at EM nærmer sig. Derfor glæder han sig ekstra meget til at komme til Tyskland og holde en stor rød-hvid fest med de øvrige roligans.
“Jeg glæder mig især til at være sammen med en masse andre glade danskere i rødt og hvidt og skråle med på nationalsangen på stadion. Og jeg håber, at Danmark scorer, så vi oplever det kæmpe jubelbrøl, når det sker”, siger Patrick Winkler Lønne Hoffmann.
De fire venner har også forberedt sig til at komme i den rette landsholdsstemning, når de træder ud af bussen i Tyskland. Hver især har de købt landsholdsmerchandise til hinanden, som de skal have på henover weekenden.
“Vi holder det hemmeligt, hvad vi har købt, til vi er fremme. Så jeg ved ikke, hvad de andre har fundet på, og hvad vi kommer til at være iklædt”, siger Patrick Winkler Lønne Hoffmann.
Store forventninger
Det er ikke første gang, at Patrick Winkler Lønne Hoffmann er til stede ved en slutrunde. I 2012, da Danmark mødte Portugal ved EM i Polen og Ukraine, var han også på stadion i Ukraine for at bakke landsholdet op. Derfor har han oplevet den særlige stemning, der er til slutrunder, når man er helt tæt på begivenheden.
Samtidig fortæller han, at han har store forventninger til Tyskland som værtsland og den kulisse, drengene kommer til at befinde sig i før, under og efter kampen.
“Jeg ved, at selv hvis Danmark taber, er det stadig en stor oplevelse at være der”, siger Patrick Winkler Lønne Hoffmann og fortsætter:
“Men selvfølgelig taber vi ikke”