En gammel drøm gik i opfyldelse: Nu er Heidi klar til Robinson
Hun er vant til at udfordre sig selv gennem hård træning og konkurrencer på højeste niveau.
Nu står den 51-årige esbjergenser Heidi Frikke over for en helt ny udfordring. Hun er nemlig blandt deltagerne i den kommende sæson af Robinson Ekspeditionen, hvor både fysik, viljestyrke og samarbejdsevner bliver sat på prøve.
For Heidi er det en drøm, der har været længe undervejs.

Drømmen begyndte for otte år siden
Det er ikke første gang, Heidi Frikke har forsøgt at komme med i det populære TV3-program.
Allerede for otte år siden sendte hun en ansøgning afsted og nåede hele vejen til lægetjekket. Dengang blev hun dog ikke udvalgt.
Da muligheden bød sig igen sidste år, var hun ikke i tvivl.
“Jeg gjorde det faktisk første gang for otte år siden, fordi jeg tænkte, at det var ekstremt og udfordrende. Dengang kom jeg helt til lægetjekket, men kom desværre ikke med. Da jeg så opslaget igen sidste år, tænkte jeg, at hvis det skulle være, så skulle det være nu. Jeg tænkte også på min alder,” siger Heidi Frikke til MigogEsbjerg.
Denne gang lykkedes det.

Esbjerg betyder alt
Selvom optagelserne foregik langt fra Danmark, var tankerne ofte hjemme i Esbjerg.
Heidi voksede op i Oksbøl, men flyttede som 19-årig til Esbjerg, hvor hun siden har boet det meste af sit liv. Her har hun fået sine børn, opbygget sit netværk og skabt sit liv.
“Esbjerg betyder rigtig meget for mig. Min familie, mine børn og mine venner er her. Det er her, jeg har bygget mit liv op, og byen vil altid have en særlig plads hos mig,” siger hun.
Hun fortæller, at hun fortsat ser sig selv som esbjergenser, og at byen altid vil være en stor del af hendes identitet.
Mere mentalt end fysisk
Mange vil måske tro, at en erfaren fitnessprofil havde et forspring i Robinson.
Heidi har trænet siden hun var 18 år, og som 43-årig kastede hun sig over bikini-fitness. Hun nåede at stille op 11 gange og repræsenterede blandt andet Danmark ved verdensmesterskaberne i Spanien.
Alligevel var Robinson noget helt andet.
“Jeg vil sige, at det psykiske har været hårdere end det fysiske,” siger hun til MigogEsbjerg.
Hun havde på forhånd spekuleret over, hvordan kroppen ville reagere uden mad og uden muligheden for at træne, som hun normalt gør hver dag.
Undervejs fandt hun dog ud af, at kroppen kunne langt mere, end hun selv havde forestillet sig.
“Jeg har lært, at ikke at spise ikke er så slemt. Man kan mentalt flytte nogle grænser. Sidder man hjemme i Esbjerg og ikke har fået mad hele dagen, så går man ud og tømmer køleskabet om aftenen. Den mulighed er der bare ikke dernede,” siger hun.

Den største udfordring kom bag på hende
Det var dog ikke sulten eller de fysiske prøvelser, der overraskede hende mest.
Hun havde regnet med, at hendes sociale evner ville være en fordel.
“Jeg er normalt et meget socialt menneske og har nemt ved at integrere mig med folk. Men det, som jeg troede var min force, blev faktisk det sværeste for mig,” siger hun til MigogEsbjerg.
Hun ønsker ikke at uddybe hvorfor, da det vil afsløre dele af programmet.
Et liv med træning
Selvom Robinson satte træningen på pause, fylder motion stadig næsten alt i Heidis hverdag.
Hun træner syv dage om ugen og har gennem mange år gjort fitness til en livsstil.
Interessen er også smittet af på familien. Sønnen spiller fodbold i EfB, mens datteren dyrker blandt andet halvmaraton, maraton, Hyrox og har kastet sig over Ironman.
Derfor var der heller ingen tvivl om, hvad hun gjorde, da hun kom hjem fra optagelserne.
“Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at tage direkte i fitness,” siger hun med et grin til MigogEsbjerg.
Nu skal Danmark se med
Optagelserne er afsluttet, men spændingen er langt fra forbi.
Nu glæder Heidi sig til at opleve eventyret fra sofaen sammen med resten af danskerne.
“Jeg glæder mig til at se, hvordan jeg har reageret på tingene. Det hele går så hurtigt dernede, så det bliver sjovt at sidde hjemme og opleve det hele igen,” siger hun.
Hun tror dog ikke, at seerne skal forvente de helt store kontroverser.
“Der er ikke så meget dramatisk drama over mig,” siger hun.