En hel dag i naturen: Her venter vilde oplevelser for børn og voksne
Foråret er for alvor på vej til Marbæk.
Lørdag den 9. maj fra klokken 10.00 til 16.00 inviterer MYRTHUE og Nationalpark Vadehavet nemlig til årets Nationalpark Marbækdag ved Myrthuegård. Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Her plejer både børn og voksne at valfarte ud i naturen til en dag fyldt med oplevelser, aktiviteter og fællesskab i den nordlige del af Nationalpark Vadehavet.
En cirka to kilometer lang rute fører gæsterne rundt til boder, små workshops og oplevelsespunkter, hvor naturformidlere, foreninger og frivillige står klar.
Undervejs kan man både blive klogere på natur og kultur, hilse på lokale ildsjæle og bare hygge sig sammen i det fri.
“Nationalpark Marbækdagen er helt speciel, fordi den samler os om fælles oplevelser, lokalt engagement og stoltheden over Vadehavets særlige natur, som både er nationalpark og verdensarv. Det er en dag, hvor vi lader natur, kultur og mennesker mødes og springer ud i foråret sammen. Vi håber, at mange har lyst til at være med igen i år,” siger Dorte Vind, der er leder af MYRTHUE – Natur, Kultur og Læring.
Dagen er gratis og åben for alle, og det er oplagt at tage hele familien med.
Man kan selv have madkurv med, og der vil også være mulighed for at købe smagsprøver på lokale specialiteter.
Undervejs på ruten kan gæsterne møde både lokale kunstnere, foreninger og naturfolk.
På pladsen ved Myrthuegård vil der blandt andet være aktiviteter med jægere, vandrefolk, rebslagere, Esbjergegnens drambryggere, Esbjerg Kommunes skovfolk og naturteam samt Nationalpark Vadehavet.
Læs også: Netop meldt ud: Store navne fuldender Grøn-lineuppet