Én ting går igen: Gæsterne sender klar besked om Esbjerg Festuge
Tusindvis af mennesker lagde vejen forbi Esbjerg Festuge, da byen i juni dannede rammen om ni dages koncerter, kunst og aktiviteter. Nu viser en evaluering, at opbakningen til festugen fortsat er stor.
Mere end tre ud af fire deltagere vurderer nemlig, at årets festuge var god eller meget god.
KONCERTERNE TRAK TUSINDVIS TIL TORVET
Flere af festugens koncerter fyldte Torvet til sidste plads.
På baggrund af dronebilleder vurderer Esbjerg Kommune, at mellem 30.000 og 35.000 mennesker deltog i koncerterne i løbet af festugen.
Evalueringen viser samtidig, at koncerterne fortsat er den største publikumsmagnet, mens årets nye satsning, Gadens Museum med street art i I.C. Møllerparken, også har fået en positiv modtagelse.
“Esbjerg Festuge er den årligt tilbagevendende begivenhed, der samler flest mennesker i vores kommune. Det mærker man rundt i hele byen, hvor folk mødes om musik, kunst og oplevelser. Derfor er jeg rigtig glad for, at så mange fortæller os, at de har haft en god festuge og endda kommer med idéer til, hvordan vi kan gøre den endnu bedre,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
HUNDREDVIS HAR BIDRAGET MED IDÉER
Evalueringen bliver nu brugt som en del af planlægningen af næste års festuge.
Ud over de mange positive tilbagemeldinger har flere hundrede deltagere også delt ønsker til kommende kunstnere og forslag til nye aktiviteter.
“Vi er rigtig glade for, at så mange har taget sig tid til at dele deres oplevelse af festugen. Det giver os vigtig viden om, hvad der fungerer godt, og hvad vi skal kigge nærmere på. Festugen betyder helt tydeligt noget for mange, og det store engagement og ejerskab fra byen er en uvurderlig styrke at have med, når vi nu går i gang med at udvikle næste års festuge,” siger eventchef Kirsten Bisgaard Kirchner.
SCENENS PLACERING SKABER DEBAT
Selvom tilfredsheden med festugen generelt er høj, peger evalueringen også på enkelte ønsker til forbedringer.
Flere deltagere ønsker blandt andet, at koncertscenen vender tilbage til den tidligere placering ved Kongensgade.
Ifølge Esbjerg Kommune er det dog ikke en mulighed.
Kommunen peger på, at både sikkerhedskrav, logistik, scenens størrelse og de store koncertproduktioner gør, at den nuværende placering ved Skolegade er den eneste realistiske løsning.
Selvom årets festuge netop er evalueret, er blikket allerede rettet mod næste års arrangement.
Esbjerg Festuge 2027 afholdes fra den 11. til den 19. juni.