En weekend med østers: Her er din guide til Ribe Østersfestival
Snart dufter Ribe af hav, historie og helt friskfangede østers, når Ribe Østersfestival igen i år ruller sig ud.
Dagene står på gummistøvler i vaderne, skaldyr på tallerkenen og masser af oplevelser for både nørdede madfolk, nysgerrige familier og dem, der bare gerne vil smage, hvad det hele handler om.
Her får du guiden til årets program, så du kan se, hvilke ture, smagninger og events der passer til netop din weekend ved Vadehavet, og hvor du skal sætte kryds i kalenderen, hvis du vil sikre dig de bedste østersoplevelser.
Ribe Østersfestival finder sted i weekenden fredag den 20. marts til og med søndag den 22. marts.
Middag på Vester Vedsted Vingård
Ved langbordet på vingården kan du denne aften smage østers, som køkkenchef Xavier selv bedst kan lide dem.
Fredag 20. marts kl. 18.00 serveres tre forskellige østersserveringer med sjove smagsvariationer, hvor vingårdens egne eddiker og anderledes spiritus spiller hovedrollen.
Under middagen bliver du som altid præsenteret for et stærkt udvalg af lokale producenter, og til menuen følger tre vine og vand.
Pris for middagen er 900 kroner pr. person. Der bookes via mail på kontakt@vvvingaard.dk eller på telefon 52340903.
Hvor: V Vedsted Vej 64 , 6760 Ribe
Hvornår: Fredag den 20. marts klokken 18:00

Åbning af Ribe Østersfestival
Lørdag skydes Ribe Østersfestival for alvor i gang.
Champagnepropperne får lov at markere åbningen af Ribe Østersfestival, når scenen ved Skibsbroen lægger plads til både velkomst og vadehavsmesterskab i champagnesabling.
Den danske mester i sabling, Kent Westergaard, er på plads og deler ud af tricks, mens de lokale proffer går på scenen.
Publikum kan både se sablerne arbejde, og for de modige kan de selv prøve kræfter med sablen.
De første gæster får serveret gratis bobler, og festivalen bliver skudt i gang med et åbningsshow, der passer til anledningen.
Hvor: Østersscenen ved Skibbroen
Hvornår: Lørdag den 21. marts klokken 10.00
Østersscenen ved Skibsbroen
Ved Skibbroen samler Østersscenen nogle af Vadehavets stærkeste formidlere til en hel dag med viden, smag og oplevelser. Vadehavscentret, Tønnisgård, Nationalpark Vadehavet og MitVadehav står side om side og fortæller om tidevand, landskab, dyreliv og østersens vej fra havbund til tallerken.
Gæster kan bage tangsnobrød over gløderne, smage algepandekager og komme helt tæt på livet under overfladen i mobile akvarier, hvor der også er fokus på invasive arter og østersens rolle i Vadehavet.
I løbet af dagen er der livemusik klokken 12.00 og et program med korte talks om østers som invasiv art, Pink Oyster, tang samt østers set som natur og kulturhistorie.
I aktivitetsområdet kan børn og voksne farvelægge tegninger fra MitVadehav, dekorere østersskaller eller tage et østers krea kit med hjem til mere kreativ fordybelse.
Østersscenen fungerer som festivalens åbne læringsrum, hvor nysgerrighed, fortællinger og sanseoplevelser flettes sammen midt i livet på havnen.
Hvor: Østersscenen ved Skibbroen
Hvornår: Lørdag den 21. marts
13.00-13.30: Talk: Østers som invasiv art ved Xenia Salomonsen
13.45-14.15: Talk: Pink Oyster ved Jonas Harboe Frederiksen
14.30-15.00: Talk: Tang ved Steffen Lydiksen Petersen
15.15-15.45: Talk: Østers – en natur- og kulturhistorie ved Klaus Melbye

Østersværksted på Torvet
På Torvet i Ribe bliver østers sat i centrum, når madmarked og østersværksted samler kokke, producenter og nysgerrige gæster.
Her kan besøgende se Michelinkok Jesper Krabbe og Allan Jacobsen fra Hotel Dagmar vise, hvordan østers åbnes og løftes med forskellige toppings, røg og tilberedninger, mens der deles ud af opskrifter og praktiske tips.
Rundt om værkstedet breder der sig et marked med lokale delikatesser som bobler fra Vester Vedsted Vingård, specialiteter fra Hr. Skov, øl fra Ribe Bryghus, flammelaks og bakskuld fra Oyster King, brød fra Pompei og chokolade fra Fanø.
Har man selv været på østerssafari, er det her, man finder alt til at gøre sin egen fangst til et helt måltid, samtidig med at man møder producenterne og hører deres historier.
Hvor: Torvet i Ribe
Hvornår: Lørdag den 21. marts klokken 10.00 til 16.00
Koncert ved Ribe Domkirke
Ved Ribe Domkirke begynder eftermiddagen i teltene, hvor Restaurant Marsk serverer østers i forskellige fortolkninger som appetitvækker til koncerten.
Her kan gæsterne smage sig gennem flere varianter, inden turen går ind i domkirken, hvor Konservatoriets Pigekor Esbjerg fylder rummet med sang.
Kombinationen af det historiske kirkerum, koret og østersoplevelsen gør arrangementet til et møde mellem gastronomi og kultur, og overskuddet går til at støtte pigekorets fortsatte musikalske arbejde.
Efterfølgende finder den store Østermiddag sted på Hotel Dagmar, som allerede er udsolgt.
Hvor: Torvet i Ribe
Hvornår: Lørdag den 21. marts klokken 15.30

Østerssafari
Ribe Østersfestival byder hele weekenden på en række østerssafarier i Nationalpark Vadehavet, hvor natur, hav og madoplevelser går hånd i hånd.
Fredag morgen lægger Mandøpigen fra land med østers og sælsafari første gang omkring klokken 07.45, og lørdag og søndag sejles der igen i de tidlige formiddagstimer.
Her går turen med båd ud til østersbankerne ved Mandø, med stop ved sandbanker med sæler, inden båden køres op på sandet. Deltagerne trækker i waders og går gennem vandet til østersbankerne, hvor østers samles og kan nydes med champagne og tilberedning på grill ombord.
Lørdag og søndag formiddag står Vadehavscentret bag flere vandresafarier. Hvis du gerne vil blive klogere på østers, er det Vadehavscentrets ture, du skal overveje, da de leverer inspirerende ture, hvor fagligheden er i top.
Den mest krævende østerssafari starter lørdag klokken 07.30 og byder på cirka 10 kilometers vandring iført waders, til tider gennem vand til navlen.
Senere på formiddagen, både lørdag og søndag omkring klokken 08.30, er der Mandø-østersture på 4 til 5 kilometer med introduktion på Vadehavscentret, inden turen går i egne biler over Låningsvejen til Mandø. Vadehavscentrets ture giver rabat på entré og inkluderer lån af waders.
Derudover er det lørdag også muligt at komme på østerstur med traktor Mandøbussen, der kører på Vadehavets havbund.
Lørdag fra cirka klokken 09.00 til 13.00 er der turen Østers og Champagne med Vadehavsguiderne, hvor østerssafari ved Mandø kombineres med fortællinger om fugleliv og livet i Vadehavet, smagning af østers med champagne på vaden og efterfølgende grillede østers ved diget.
Søndag formiddag er der igen en kulinarisk vinkel med turen Østers og bål fra klokken 09.00 til 13.00, som Vadehavscentret står for. Her får en mindre gruppe mulighed for at samle østers og siden tilbereder dem over bål som et Vadehavsmåltid.
Søndag fra klokken 09.00 til 15.00 sættes der yderligere fokus på gastronomien, når Vester Vedsted Vingård kombinerer østerssafari med frokost på vingården. Her samles østers på vaden sammen med Vadehavsguiderne, smages med vingårdens mousserende vin og tilberedes siden over grill, inden der serveres hovedret og dessert i restauranten.
Østersfestival på Vadehavcentret
Lørdag og søndag kan festivalgæster komme helt tæt på østersens verden med ture fra Ribe til Vadehavscentret.
Turene begynder med busafgang fra Ribe og en rundvisning på centret med særligt fokus på østers i Vadehavet, deres levesteder og betydning for området.
Efter rundvisningen er der tid til at udforske udstillingerne på egen hånd, inden der serveres frokost i Vadehavscentrets café.
Billetten samler det hele i én pakke, så både transport, entré, formidling og mad er tænkt ind fra start.
Hvor: Afgang fra Ribe til Vadehavscentret
Hvornår: Lørdag den 21. marts klokken 09.30 og søndag den 22. marts klokken 09.30
Læs også: Nyt initiativ: Her kan du få en kop kaffe med borgmesteren