Endeligt vedtaget: Feriekoloni på Fanø solgt
Sønderho Feriekoloni har stået tom i halvandet år, efter at Esbjerg Kommune besluttede at nedlægge lejrskole- og ferietilbuddet.
Mandag har Byrådet taget den endelige beslutning, og Kolonien sælges til Foreningen De Hjemløses Venner, så der igen kan komme børn og unge til Sønderho.
Foreningerne De Hjemløses Venner og Natur- og Lejrskole Sønderho vil sammen videreføre driften og tilbyde både lejrskoleophold og ferier for børn fra udsatte familier.
Planen omfatter også dagtilbud og skoleprojekter, så kolonien bliver tilgængelig for endnu flere børn i Esbjerg Kommune.
Salgsaftalen indebærer en pris på 3,5 millioner kroner, og kommunen yder samtidig et anlægstilskud på 900.000 kroner.
Byrådet har samtidig sikret sig en tilbagekøbsret, så Esbjerg Kommune kan sikre kolonien, hvis det bliver nødvendigt i fremtiden.
Aftalen giver foreningerne mulighed for at videreføre kolonien med frivillige kræfter og fokus på både lejrskoler, sommerferieophold og tilbud til børn og familier, der har ekstra behov for støtte.
Med beslutningen fra Byrådet er vejen nu banet for, at Sønderho Feriekoloni igen kan blive et aktivt sted for læring, fællesskab og oplevelser for Esbjergs børn og unge.
Læs også: Stået tom i halvandet år: Snart kommer der igen børn