Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Esbjerg Brygge kommer til at summe: Wakeboard-klub vil have flere med på bølgen

25D_4992-1024x683
Foto: Esbjerg Cable Park

Høj musik over højtalerne, wakeboards der skærer gennem vandet og mennesker samlet langs kanten ved lagunen.

Det nye miljø ved Esbjerg Brygge begynder for alvor at summe af liv, og midt i det hele ligger Esbjerg Cable Park, som på få år er blevet samlingspunkt for både wakeboardere, havnebadere, saunaentusiaster og folk, der bare gerne vil være tæt på vandet.

Nu gør klubben sig klar til endnu en travl sommer, hvor wakeboardere fra hele landet igen vender blikket mod Esbjerg, når Wake Tour gæster byen i juni.

Esbjerg Brygge kommer til at summe: Wakeboard-klub vil have flere med på bølgen
Foto: Esbjerg Cable Park

Nyt miljø er vokset frem ved vandet

Esbjerg Cable Park er en forholdsvis ny forening, som opstod i forbindelse med udviklingen af Esbjerg Brygge.

Her blev wakeboardbanen etableret som en del af det nye maritime område ved lagunen og Støttepunktet.

”Kommunen faciliterede at få bygget banen, men inden de ville bygge den, skulle de finde nogen, der ville være med til at drive det efterfølgende,” fortæller Sigurd Klemmensen, der er bestyrelsesmedlem i foreningen.

Det blev begyndelsen på det miljø, som i dag er vokset frem omkring cable parken.

Klubben har kun haft halvanden fuld sæson, men interessen er allerede vokset markant.

I dag drives stedet af frivillige kræfter.

Omkring 20 frivillige skiftes til at holde banen åben gennem sæsonen, mens klubben har mellem 40 og 50 medlemmer.

”Selve det, at vi passer kablet, foregår frivilligt. Vi er et crew, som skiftes til at holde åbent,” fortæller Sigurd Klemmensen.

Når banen er åben, kan alle komme forbi og prøve sporten, også selvom man aldrig har stået på et wakeboard før.

Udstyret kan lånes på stedet, og klubben hjælper nye i gang.

Esbjerg Brygge kommer til at summe: Wakeboard-klub vil have flere med på bølgen
Foto: Esbjerg Cable Park

En anderledes sport med plads til alle

For mange esbjergensere er wakeboard stadig en relativt ukendt sport.

Traditionelt blev sporten dyrket bag en båd, men cable parks som den i Esbjerg har gjort det langt lettere at prøve kræfter med sporten.

”Førhen krævede det jo, at man havde en båd. Men nu kan man bare komme herned og prøve,” siger Sigurd Klemmensen.

Selve banen fungerer ved, at et kabel trækker deltageren hen over vandet.

I Esbjerg kører systemet frem og tilbage med én rider ad gangen, og netop det er med til at skabe en særlig stemning omkring banen.

”Det skaber måske et lidt mere hyggeligt miljø, fordi man er én på kablet ad gangen, og de andre sidder og kigger, snakker og hænger ud,” forklarer Sigurd Klemmensen.

Han beskriver miljøet som markant anderledes end mange klassiske sportsgrene.

”Det er ikke et gymnastikmiljø, hvor det handler om point og regler hele tiden. Folk er her, fordi de synes, det er fedt at være hernede og være sammen med deres venner.”

Carsten Hinrichsen, der er en del af klubbens crew, fandt selv vej ind i sporten gennem snowboard.

”Snowboard og wakeboard minder ufatteligt meget om hinanden køremæssigt. Det ene er bare på sne, og det andet er på vand.”

Esbjerg Brygge kommer til at summe: Wakeboard-klub vil have flere med på bølgen
Foto: Esbjerg Cable Park

Wake Tour vender tilbage til Esbjerg

Den 13. og 14. juni bliver der igen masser af liv ved Esbjerg Brygge, når Wake Tour gæster byen.

Omkring 50 riders fra hele landet forventes at deltage i konkurrencen.

Sidste år var første gang, touren kom til Esbjerg, og ifølge klubben blev arrangementet en stor succes.

”Vi havde en virkelig god mavefornemmelse omkring det hele. Der var mange mennesker nede og kigge, og ridersne syntes, det var virkelig godt arrangeret,” fortæller Carsten Hinrichsen.

Selvom der ikke var lavet massiv reklame for arrangementet, blev mange nysgerrige trukket ned til lagunen af musik, speaker og aktivitet på vandet.

”Man kunne høre hernede fra, at der foregik noget,” fortæller han.

Samtidig fik wakeboardmiljøet for alvor øjnene op for banen i Esbjerg.

”Folk er meget imponerede over banen. Normalt når man starter en ny bane op, så har man næsten ingenting i starten. Men vi har været heldige med at få et komplet setup fra begyndelsen,” siger Sigurd Klemmensen.

I år har arrangørerne ændret programmet en smule.

Lørdagen bliver brugt til træning og fællesskab, mens konkurrencen køres søndag.

”Vi vil gerne have, at folk får mere tid på vandet og mere tid sammen. Det handler også meget om fællesskabet.”

Selvom området ved Esbjerg Brygge bliver mere og mere populært, oplever klubben stadig, at mange ikke ved, at banen eksisterer.

Det håber de at ændre på denne sommer.

”Jeg tror stadig, der er mange i Esbjerg, som ikke ved, at vi har banen hernede,” siger Carsten Hinrichsen.

Klubben håber derfor også, at flere vil kigge forbi hen over sommeren, enten for at prøve sporten eller bare opleve stemningen ved vandet.

For Sigurd Klemmensen handler stedet nemlig om meget mere end bare wakeboard.

”Det fungerer rigtig godt hernede. Vi har et super godt samarbejde med kommunen, og vi synes virkelig, at området kan noget særligt.”

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.