Esbjerg Energy forlænger: Lokalt talent fortsætter i klubben
Esbjerg Energy har sikret sig endnu en sæson med den 20-årige forward Tobias Ebener.
Den lokale offensivspiller har sat sin underskrift på en ny aftale og går dermed ind til sin femte sæson i Metal Ligaen, hvor han fortsat skal tørne ud for klubben, han har repræsenteret gennem hele sin seniorkarriere.
Sportschef roser udviklingen
Sportschef Philip Larsen glæder sig over, at endnu en lokal spiller bliver i klubben.
“Vi glæder os til at hjælpe Tobias med at tage endnu et skridt i karrieren. Han har sine klare styrker i offensiven, godt hjulpet af sit skøjteløb. Med aftalen med Tobias sikrer vi os endnu en af vores egne, som kan bære holdet i fremtiden.”
Sportschefen fremhæver samtidig den indsats, Ebener har lagt i sommerpausen.
“Tobias har enormt meget ishockey i sig, og han har lagt masser af tid i styrkelokalet denne sommer. Det vil helt sikkert få ham til at føle sig mere tilpas på isen. Den indsats vil vi gerne anerkende, så en stor cadeau til ham.”
Vil spille en større rolle
Tobias Ebener er født og opvokset i Esbjerg og har fået sin ishockeyopvækst i Esbjerg IK. Siden debuten i Metal Ligaen i sæsonen 2022-23 har han spillet 92 ligakampe for Esbjerg Energy med én scoring og syv point til følge. Derudover har han repræsenteret Danmark ved to U18- og to U20-verdensmesterskaber.
Den 20-årige forward har brugt sommeren på at blive stærkere og håber, det kan føre til mere ansvar på holdet.
“Jeg har brugt mange timer uden for isen denne sommer, og målet er klart. Jeg vil gerne både blive større og stærkere. Jeg vil gerne spille en større rolle på holdet, få og tage mere ansvar og gøre mig fortjent til mere spilletid.”
Samtidig er ambitionerne klare for den kommende sæson.
“Vi vil gerne mere som hold og nå længere i slutspillet end de seneste sæsoner. Vi vil gerne vinde, men det kollektive mål kan beskrives ganske kort. Vi vil gå hele vejen og vinde guld.”