Esbjerg Energy knuste Odense: De unge viste sig frem i storsejr
Tirsdag eftermiddag kunne du på dette medie læse Esbjerg Energy-sportschef Philip Larsen ytre et fromt ønske om en god start på den nye sæson.
Den fik han og holdet tirsdag aften i en træningskamp i Odense.
Javel, kun en træningskamp, og sådan en sejr kan man ikke købe noget for, men derfor var det nu stadig ganske opmuntrende at se, hvordan gæsterne tromlede hen over fynboerne og vandt hele 7-1. Alle syv mål scoret i de første 23 minutter.
Og fynboerne kunne ikke helt forsvare sig med, at de ikke som Esbjerg Energy har fyldt holdkortet ud med udlændinge endnu – der er stadig plads til tre mere – for gæsterne stillede også op uden fire af sine importspillere, Zane Franklin, Grayson Downing, Parken Galvas og Troy Lajeuness – samt rutinerede Rasmus Lyø.
Det gav masser af spilletid til flere af klubbens unge, og det skulle vise sig at være en god investering.
Odense nye målmand Emil Zetterquist fik en skidt start på kampen, da Rasmus Bjerrum efter godt seks minutter listede pucken ind bag fra en lidt spids vinkel – det burde svenskeren have gjort mere ved.
Han var til gengæld chanceløs, da Edvards Bergmanis – en af Esbjerg Energys tre nye letter – resolut huggede pucken i nettet efter et fint forsøg fra Niklas Andersen, godt sat op Nicolas Werbik.
2-0 blev til 3-0, da Rasmus Bjerrum pludselig kom helt alene igennem, og unge Tobias Ebener lukkede scoringen i første periode efter fint oplæg fra Mikkel Rask.
I den anden ende tog Nicolaj Henriksen det, der kom – kun ved et stolpeskud var han for alvor presset.
Der tegnede sig billedet af en regulær ydmygelse af hjemmeholdet i starten af anden periode, da Esbjerg Energy i løbet af halvandet minut fik scoret tre gange. To af de unge, Sebastian Skovning og Thomas Mondrup, kom på tavlen, og så huggede erfarne Niklas Andersen pucken i nettet til 0-7 umiddelbart efter en faceoff.
Da lignede det nærmest spild af tid at spille videre, men hjemmeholdet fik dog rebet sejlene en smule – blandt andet ved at skifte målmand – og Esbjerg Energy fik således ikke scoret mere i den periode. Heller ikke på to power play, der bestemt ikke så synderligt overbevisende ud. Men flere af de spillere, der skal tegne overtalsspillet, sad jo altså også ude.
Det skulle faktisk siden vise sig, at Esbjerg Energy havde scoret sit sidste mål efter 23 minutter, for tredje periode blev trods en klar dominans til gæsterne ikke vekslet til yderligere scoringer. Tværtimod kunne Odense glæde sig over en reducering til 1-7, da Esbjerg Energy mistede pucken i angrebszonen og blev fanget af en friløber.
Trods 37 minutter uden mål og dermed en lidt bleg afslutning kunne Esbjerg Energy tage hjem med en storsejr som forberedelse til fredagens testkamp hjemme mod Herning – det bliver nok med lidt mere modstand.