Esbjerg Energy på jagt i Herlev: Vestjyderne skal teste formen mod topholdet
Søndag eftermiddag står Esbjerg Energy overfor en vigtig udfordring, når holdet gæster Herlev Eagles i Metal Ligaen.
Kampen spilles klokken 13.30 i Martinsen Arena, hvor vestjyderne skal forsøge at hente vigtige point mod et Herlev-hold i topform.
Cheftræner Markus Åkerblom ser tilbage på julens kampe med blandede følelser.
“I kampene lige før jul og mellem jul og nytår fik vi bekræftet, at vi er et stærkt hold. Vi mødte stærke modstandere, som fx topholdet Herning, og fik understreget, at vi kan matche de bedste i ligaen. Blue Fox er et stærkt hold, som spiller god hockey, men det lykkedes os at besejre dem på deres egen is. Det fortæller noget om vores styrke,” siger han i en optaktsmeddelse.
Alligevel har udbyttet ikke været stort nok, mener cheftræneren.
“Det negative er så, at vi pointmæssigt generelt fik et for lille udbytte i kampene. Det er det, et hold bliver målt på, og den udfordring arbejder vi videre med. Medaljerne bliver først fordelt i slutspillet, og der er heldigvis tid til at arbejde videre med udfordringerne. Den første mulighed er søndag, hvor vi gæster Herlev i København. Det bliver en god test,” siger Markus Åkerblom
Tre tætte opgør tidligere på sæsonen
Esbjerg Energy og Herlev Eagles har allerede mødt hinanden tre gange i denne sæson. Herlev vandt det første opgør på hjemmebane, mens Esbjerg har taget de to seneste sejre, hvor det senest blev en 4-3 sejr efter overtime.
“Det vigtigste, vi lærte af de tre kampe mod Herlev, er, at vi fik set, hvad de gerne vil på isen – og hvordan de helst vil spille mod os. Det giver os muligheder i forberedelserne til kampen, selv om vi som altid har mest fokus på os selv og på, hvordan vi selv skal spille. Og vi skal være klar, for Herlev er helt sikkert et godt hold,” siger Markus Åkerblom.
Herlev Eagles har hentet tolv af femten mulige point i de seneste kampe og ligger i toppen af ligaen med 60 point efter 31 kampe.
Esbjerg Energy har 50 point efter samme antal kampe og har sikret syv point i de seneste fem opgør. Senest blev det til et 5-4-nederlag til SønderjyskE efter overtime, hvor Anders Krogsgaard, Niklas Andersen, Lucas Andersen og Oliver Kjær kom på tavlen.
“Jeg synes, at specielt vores offensiv har fungeret godt. Vi har produceret en del chancer på det seneste, og det giver jo mulighed for at score. Men samtidig giver vi for mange mål væk. Spillerne har valgt lidt for ‘kreative’ løsninger og ikke spillet sikkert nok. Vi skal yde en bedre støtte til vores målmænd og få ryddet op i vores spil,” lyder det fra cheftræneren.
Trods svingende resultater er stemningen i Esbjerg-lejren god.
“Men selv om vi har produceret for få point omkring jul og nytår, er vores trup præget af en god atmosfære. Alle arbejder godt, og alle signalerer, at de er glade for at spille. Vi har en god teamspirit, og alle yder for holdet. Det er guld værd, når alle demonstrerer stolthed og skyder brystet frem. Det er jeg stolt af,” slutter Markus Åkerblom.
Kampen mellem Herlev Eagles og Esbjerg Energy fløjtes i gang søndag klokken 13.30 i Martinsen Arena.
Læs også: Kun ét hold foran: EfB i top to på tilskuertal