Esbjerg Energy samler ind til Mødrehjælpen: Alle kan bidrage til den første kamp i december
December er lige om hjørnet, og for de fleste betyder det julehygge med familien, gaver og lækker mad. Desværre er det langt fra en selvfølge for alle.
Hos Esbjerg Energy vil de gerne bidrage til, at flere børn i Esbjerg og Varde kan pakke en gave op juleaften. Derfor har de igen i år valgt at støtte op om Mødrehjælpen og bidrage med gaver.
Sidste år fik de næsten fyldt en hel varevogn med gaver til børn, som blev leveret til Mødrehjælpen.
“Vi har valgt at støtte Mødrehjælpen igen i år, fordi vi mener, at det er den organisation, som får mest glæde af julegaverne, da de hjælper udsatte familier. Desuden har Mødrehjælpen på landsplan oplevet en stigning på 14 procent i familier, der søger julehjælp. Vi håber, at vores tiltag kan skabe juleglæde i hjemmene.
Vi pakker selvfølgelig også julegaver ind fra Esbjerg Energy,” fortæller Ditte Wandahl Nielsen.
Esbjerg Energy vil i forbindelse med deres hjemmekamp mod Frederikshavn White Hawks tirsdag den 3. december indsamle gaver til Mødrehjælpen. I år vil hjælpen gå til både Esbjerg og Varde.
Alle er velkommen med en gave
Hvis man gerne vil bidrage med en gave eller flere, er man mere end velkommen. Man behøver heller ikke se kampen for at kunne bidrage.
Alle kan komme med en gave, der vil glæde børn i Esbjerg og Varde juleaften. Man må aflevere lige så mange gaver, man vil.
Det eneste krav er, at gaven maksimalt må have en værdi på 300 kroner. Det kan være alt fra gavekort til nyt legetøj.
Det er vigtigt, at man markerer den indpakkede gave med alder og om den er til en dreng, en pige eller kan gives til begge køn.
“I skrivende stund, kommer der allerede donationer ind fra vores sponsorer, så vi er meget taknemmlige for alt den støtte der kommer til Mødrehjælpen. Selv det mindste kan bringe stor glæde til børnene,” fortæller Ditte Wandahl Nielsen, salgs- og marketingkoordinator ved Esbjerg Energy.
Ønsker du at aflevere en gave, kan det gøres foran Granly Hockey Arena tirsdag den 3. december fra kl. 17.00-19.00.
Bilen, som indsamler gaverne, vil stå foran hovedindgangen til Granly Hockey Arena, så den er svær at overse.
Mødrehjælpen er meget taknemmelig
I år bliver gaverne, som nævnt, uddelt til familier både i Esbjerg og Varde.
“Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg siger tusind tak for, at Esbjerg Energy, fans og sponsorer igen i år har tænkt på os. Der er rigtig mange børn, som vil blive glade,” lyder det fra Bodil Vibede, Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg.
I Varde er de også meget taknemmelige:
“I Mødrehjælpen Varde lokalforening er vi dybt taknemmelige for, at Esbjerg Energy inkluderer os i deres indsamling af julegaver hos fans og sponsorer. Vi vil uddele julegaverne sammen med vores julekurve, som består af mad og lækkerier til juledagene, til de familier, der har brug for det. Tusind tak!” fortæller Bente Riber, Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg.
Hvad: Esbjerg Energy indsamler julegaver til Mødrehjælpen i Esbjerg og Varde når de møder Frederikshavn White Hawks
Hvor: Granly Hockey Arena, ved hovedindgangen
Hvornår: Tirsdag den 3. december fra klokken 17.00-19.00
Læs mere her