Esbjerg Energy: Vil slutte stærkt før landsholdspausen
Esbjerg Energy går på isen igen i aften, når Frederikshavn White Hawks gæster Granly Hockey Arena.
Kampen fløjtes i gang klokken 19.00, og vestjyderne får dermed muligheden for at følge op på sejren over Herlev Eagles tidligere på ugen.
Holdet hentede tirsdag tre velfortjente point med en 4-2-sejr, hvor Todd Winder, Mikkel Rask, Lukas Andersen og Anders Krogsgaard stod for scoringerne.
Tilfreds med fight og effektivitet
Cheftræner Markus Åkerblom var efter kampen mod Herlev tilfreds med både indsats og udtryk.
“Jeg er først og fremmest tilfreds med sejren og med de tre point. Men jeg er også tilfreds med måden, holdet fightede på. Ikke mindst i de sidste minutter, hvor vi sled os igennem en femminutters udvisning. Der fik vi vores undertalsspil til at fungere mod et Herlev-hold, som har været dygtige i overtal,” siger han.
Ifølge Åkerblom var kampen et skridt i den rigtige retning.
“Vi fik scoret og var mere effektive, end vi har været i de seneste kampe. Vores backs lavede to mål, og vi skød mere fra distancen. Det fungerede, og det kan vi tage med videre. Vi tager som altid de gode ting med til de kommende kampe. Vi bygger op,” siger cheftræneren.
Fokus på stabilitet før pausen
Efter sejren over Herlev står Esbjerg Energy noteret for 20 point efter 15 kampe, mens Frederikshavn White Hawks har 14 point efter 14 opgør.
Gæsterne kommer til Esbjerg med nederlag til både Rungsted og Rødovre i bagagen.
Hos Esbjerg er blikket rettet mod at finde stabilitet i spillet.
“Vi skal finde stabiliteten frem og spille uden de store udsving. Vi skal fortsat være konsekvente, og det arbejder vi med til kampen mod Frederikshavn. Det er den sidste kamp før landsholdspausen, så vi skal fortsætte fighten fra kampen mod Herlev,” siger Markus Åkerblom.
Hjemmebanen som styrke
Cheftræneren glæder sig over, at holdet igen viser styrke på hjemmebane.
“Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi har været stærke hjemme. De kendte rammer giver tryghed, og publikum er en vigtig støtte. De bakker op – også når vi spiller mindre godt. Det har stor værdi for os som hold under kampene, og det glæder jeg mig over,” siger han.
Med kampen mod Frederikshavn runder Esbjerg Energy en travl periode af, inden landsholdspausen sætter ind.
“Jeg tror, pausen kommer på et godt tidspunkt for os. Spillerne får et lille break fra hverdagen, og derefter kan vi arbejde i dybden med detaljerne. Det bliver godt for os,” siger Markus Åkerblom.