EfB: Fra lejeaftale til længere kontrakt
Esbjerg fB har indgået en permanent aftale med den 19-årige midtbanespiller Julius Beck, som fortsætter i blåt og hvidt frem til sommeren 2027.
Aftalen betyder, at Beck forlader italienske Spezia Calcio for at repræsentere klubben på Gl. Vardevej og i Blue Water Arena.
Beck, der oprindeligt kom til EfB på en lejeaftale i sommer, har hurtigt markeret sig som et centralt omdrejningspunkt i midtbanen.
“Julius Beck er en fantastisk og dygtig fodboldspiller, som i sin korte tid i EfB har taget store skridt og er blevet en vigtig brik på vores hold. Derfor er vi meget glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham, for han vil fremadrettet være et værdifuldt aktiv for os,” udtaler cheftræner Lars “Lungi” Sørensen i en pressemeddelese.
“Foruden at bidrage på banen har Julius også tilpasset sig godt i omklædningsrummet, hvor han endda er blevet en del af vores anførerråd. Det er en god nyhed for EfB,” fortættere cheftræneren.
Julius Beck deler selv begejstringen for sin fremtid i klubben.
“Jeg havde en god fornemmelse med EfB, da jeg i sommer skiftede hertil, og jeg er blot blevet endnu mere overbevist om mit valg. Vi har et rigtig godt miljø i klubben, og jeg føler, at jeg udvikler mig hver dag blandt trænere og holdkammerater, hvilket spor vil jeg gerne fortsætte ad. Derfor var jeg egentlig heller ikke i tvivl om, at jeg gerne vil fortsætte her efter sommeren og fortsat være en del af det spændende projekt, vi har gang i,” fortæller han.
Indtil videre har Julius Beck spillet 12 kampe for EfB, og med den nye kontrakt ser fremtiden lys ud for både spilleren og klubben.