Esbjerg går sammen: Vandring skal styrke hospice
En gåtur gennem byens grønne områder kan gøre mere end at sætte pulsen op.
Onsdag den 27. august kan den også være med til at give patienter på Hospice Sydvestjylland bedre rammer i livets sidste fase.
Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland står bag Hospice-vandringen – et årligt arrangement, der både samler penge ind og spreder viden om hospicearbejdet.
”Vores vigtigste opgave er at tilføre ekstra ressourcer til Hospice. Det kan være alt fra små glæder til store forbedringer, der gør en forskel i hverdagen for både patienter og pårørende,” fortæller næstformand Freddy Christensen.
Han understreger, at mange stadig ikke ved, at ophold på hospice er gratis – en misforståelse, der kan afholde nogen fra at bruge tilbuddet.
”Vi vil gerne sikre, at så mange som muligt kender til hospice som en mulighed for alle,” siger han.
Vandringen er derfor lige så meget et oplysningsarbejde som en indsamling.
”Vi håber, mange vil støtte op om dagen. Når man samtidig får frisk luft, en hyggelig tur og lidt lokalhistorie, er der jo ikke meget at betænke sig på,” siger Freddy Christensen.
Læs også:
Klassisk værtshus fylder rundt: Fejres med priser fra 1975
Program for Hospice-vandringen
Mødested: Finsensgade 25, 6700 Esbjerg
- 16.00: P-pladsen ved Hospice åbner – salg af kaffe, kage, sodavand
- 16.30: Velkomst ved Støtteforeningen
- 16.35: Info om ruterne (ca. 2,5 km og ca. 5 km gennem Boldesager og Spangsbjerg)
- 16.40: Vandringen starter
- I mål: Salg af chili con carne, sodavand m.m.
- 18.30: Afslutning i hospicehaven – sang og fællessang med Dorte Mørup Tagmose (sang) og Søren Kaspersen (piano)
Pris: Voksne 100 kr., børn 25 kr.
Tilmelding: www.hospicevandring.dk