Esbjerg Havn får løft: Staten stiller kæmpe garanti
Der er gang i ordrebogen på Esbjerg Havn, hvor et nyt offshore-projekt nu har fået et markant økonomisk rygstød.
Den statslige finansieringsinstitution EIFO har udstedt en garanti på knap 180 millioner kroner til bygningen af tre højteknologiske offshore-skibe, som bliver færdiggjort i Esbjerg.
Garantien skal sikre finansieringen af tre lav-emissions specialskibe til vindmølleindustrien, som det tyske selskab MPC OSE Offshore har bestilt hos Esbjerg Shipyard.
Arbejdspladser og aktivitet i Esbjerg
Skibene bliver bygget med stålskrog fra Polen, mens apteringen foregår på værftet i Esbjerg.
Her forventes omkring 50 danske små og mellemstore virksomheder at blive inddraget som underleverandører.
Det første skib er tæt på at være færdigbygget, og tilfredsheden hos de tyske ordregivere har allerede ført til bestilling af yderligere skibe.
Det næste skib ventes at ankomme til Esbjerg til aptering i løbet af årets første kvartal.
Garanti på knap 180 millioner
EIFO stiller en køberkreditgaranti, der dækker 80 procent af et samlet lån på 224 millioner kroner, som ydes af et tysk bankkonsortium med Ostfriesische Volksbank i spidsen.
Ifølge EIFO er den danske økonomiske interesse i projektet betydelig, både når det gælder eksport, beskæftigelse og den maritime værdikæde.
”Denne kreditgaranti styrker dansk skibsbygning og maritim eksport i offshore-vindindustrien,” siger Jens Hestbech, Director i EIFO Large Corporates.
Lavere CO2-aftryk
De nye skibe er designet til at understøtte offshore vindmølleparker og er udviklet med fokus på lavere emissioner.
Dermed bidrager projektet også til at reducere CO2-aftrykket i vindindustriens forsyningskæde.
Ifølge EIFO er projektet samtidig med til at styrke Europas kapacitet til installation og service af offshore vind, hvilket bidrager til større energiuafhængighed.
Op til seks skibe
Bag projektet står de tyske selskaber MPC Capital og O.S. Energy, som gennem fællesselskabet MPC OSE Offshore har ambitioner om at bygge op til seks specialskibe.
Skibene skal kunne løse opgaver i hele vindmølleparkernes livscyklus, fra opstart til drift og nedtagning.
Byggeriet i Esbjerg sker med EIFO som finansiel garant og markerer endnu et stort offshore-projekt med lokal forankring på Esbjerg Havn.