Inspiration fra Island: Esbjerg Kommune søsætter nyt vigtigt initiativ for unge
Rusmidler er et varmt emne for tiden blandt andet efter TV2-dokumentaren Jens på Livsfarlige piller.
Men nu gør Esbjerg Kommune en indsats, der er rettet mod unge og rusmidler.
Sammen med 14 andre kommuner er Esbjerg Kommune med i projektet Fælles om ungelivet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden.
Formålet med arbejdet er, at videreudvikle en dansk model for, hvordan der kan skabes rammer for et ungeliv uden rusmidler.
Frem til 2027 skal Esbjerg Kommune være med til at løfte visionen om, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle.
I den forbindelse skal tydelige og nærværende voksne skabe rammerne for og viser vejen til positive sociale fællesskaber og inspirerende ungemiljøer.
“I Esbjerg Kommune arbejder vi allerede med at forebygge brug af alkohol og andre rusmidler og skabe fællesskaber, som fremmer trivslen og det gode liv blandt børn og unge.
Med Fælles om ungelivet ser vi frem til at sætte endnu mere spotlight på den vigtige rolle, som forældre og andre voksne omkring de unge har i den forbindelse.
For at styrke sundhed og trivsel skal vi løfte i flok. Fællesskaber – hvad enten det for eksempel er i familien, i skolen eller i foreningen – kan være en vigtig løftestang for at skabe og vedligeholde sund adfærd.
Derfor glæder vi os meget over at være blevet en del af programmet Fælles om ungelivet, som vil involvere en række fagområder på tværs af kommunen”, siger Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.
Data indsamles på skoler
Hun glæder sig til at komme i gang med arbejdet med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unges brug af rusmidler.
“Med indsatser baseret på data, som indsamles fra lokale skoler og ungdomsuddannelser, ser vi frem til at skabe løsninger, der fremmer en positiv udvikling blandt unge og reducerer deres alkoholforbrug og risiko for brug af andre rusmidler.
Det handler blandt andet om at motivere forældre til at være nærværende og engagerede – og samtidig turde sætte tydelige grænser for deres unge.
Det handler også om at skabe rammer, som gør, at flere unge bliver og forbliver foreningsaktive”, uddyber May-Britt Andrea Andersen.
Inspiration fra Island
Inspirationen til projektet kommer fra Island, hvor det er lykkedes at vende udviklingen. Islandske unge har nemlig ikke længere Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste.
Derfor har man i Danmark i fire år haft en pilotfase, hvor fem andre kommuner har samarbejdet med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har udviklet et koncept for, hvordan danske kommuner sammen med forældre og lokale aktører kan understøtte ungefællesskaber uden rusmidler.
“Vi har skelet til den islandske model, men den klare ambition har været at udvikle et dansk koncept, der kan tilpasses lokalt. D
et synes jeg i høj grad, at vi er lykkedes med i pilotfasen. Nu glæder vi os til at se det folde sig ud og udvikle sig endnu mere i de 15 kommuner til gavn for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i hele Danmark”, siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.
Ifølge Jette Jul Bruun, der er underdirektør i TrygFonden handler det om at skabe nogle kulturforandringer.
“Vi har sammen med Sundhedsstyrelsen og de fem pilotkommuner udviklet nogle meget konkrete redskaber, som vi håber, andre kommuner vil lade sig inspirere af – både de ti nye programkommuner, men også andre kommuner, som ønsker at skabe bedre rammer for et ungdomsliv uden rusmidler”, siger hun.