Esbjerg laver asfaltarbejde: Flere strækninger lukkes midlertidigt
Bilister kan se frem til lidt ekstra tålmodighed på vejene i starten af november, hvor flere centrale strækninger i Esbjerg bliver berørt af asfaltarbejde.
Arbejdet udføres om aftenen og natten for at genere trafikken mindst muligt, men der vil stadig være perioder med spærringer og omkørsel, som trafikanter skal være opmærksomme på.
Det skriver kommunen på deres Facebookside.
Vejarbejde ved Sædding Strandvej
Fra søndag den 2. november til torsdag den 6. november lægges der ny asfalt på Sædding Strandvej.
Arbejdet foregår mellem klokken 18.00 og 06.00, og i tidsrummet vil vejen være spærret i begge retninger fra Jerrigsvej til parkeringspladsen ved Mennesket ved Havet.
Fodgængere og cyklister kan fortsat passere området, og der vil være skiltet med omkørsel.
Asfaltarbejde på Havnegade
Fra mandag den 3. november omkring middag og frem til torsdag den 6. november bliver Havnegade spærret for gennemkørsel mellem Smedegade og Stormgade.
Der vil så længe det er muligt være adgang til parkeringspladsen på Havnegade, dog kun via Stormgade. Fodgængere og cyklister kan benytte fortovet og passere området ved at trække cyklen.
Kronprinsensgade åbner igen torsdag morgen.
Omkørsel for bilister vil ske via Hulvejen, Toldbodgade og Stormgade.
Trafikanter opfordres til at følge anvisningerne fra personale på stedet og køre forsigtigt, da pladsen kan blive trang under arbejdet.