Esbjerg-par åbner hjemmet: 12 år med plejebørn tæt inde på livet

Der er mange års erfaring samlet omkring spisebordet hos Tina og Lars Pedersen i Esbjerg.

Ikke den slags, man nødvendigvis kan læse sig til, men den, der kommer af at leve tæt på børn, som reagerer anderledes, end andre børn gør, og som bærer mere med sig, end man kan se med det blotte øje.

For 12 år siden blev de plejefamilie, og siden da har de haft to børn boende, som i dag er blevet en helt naturlig del af familien.

Læs også: De åbnede deres hjem i Esbjerg: Nu lever de et helt andet familieliv

Et valg der kom senere i livet

For Tina og Lars var det ikke noget, de altid havde planlagt, at de skulle.

Beslutningen voksede først frem, da deres egne børn var blevet større, og der opstod plads til at tænke livet lidt anderledes.

“Så snakkede vi faktisk om det. Og så blev vi enige om at gøre det og blive godkendt som plejefamilie,” fortæller Tina Pedersen.

Hun er født og opvokset i Esbjerg og har i mange år arbejdet som socialrådgiver i kommunen.

Det sociale har derfor fyldt meget i hendes arbejdsliv, men det var først senere, at det også blev en del af familielivet derhjemme.

“Vores børn, dem havde vi jo ikke så meget arbejde i. De var jo på vej væk,” siger hun.

Da det første plejebarn flyttede ind, boede to af parrets egne børn stadig hjemme.

Det gav mange snakke i familien, fordi det hurtigt blev tydeligt, at hverdagen ville ændre sig.

“Der var mange ting, der chokerede dem. Den måde, de opførte sig på, og de måtte og hvad de ikke måtte. Det havde de da aldrig fået lov til,” siger Tina.

Tina og Lars var bevidste om, at de gerne ville tage imod et barn, der var så ungt som muligt, og hvor forventningen var, at barnet skulle vokse op i plejefamilie.

Men selv med både livserfaring og faglig indsigt var der meget, som først gik op for dem, da barnet faktisk flyttede ind.

“Vi tænkte, at vi havde haft tre børn, så det ved vi da alt om,” siger Tina.

Det viste sig hurtigt, at almindelig erfaring med børn ikke rakte særlig langt, når et barn kommer med svære oplevelser og et nervesystem, der reagerer anderledes. Der var brug for struktur i en grad, som familien ikke havde prøvet før, og selv små ændringer kunne udløse store reaktioner.

“Hvis man lige sprang det over og siger, nu skal vi ud i bad. Eller nu skal du i seng. Så du kan hele tiden sige alle de der små mellemled,” fortæller Tina.

Lars, der var den, der gik hjemme med det første barn i begyndelsen, mærkede hurtigt, hvor meget energi det krævede at skabe en relation.

“Det er jo det, hvor meget tid og energi, man skal blive ved med at bruge på at nå ind til dem, på det følelsesmæssige,” siger han.

Små tegn der fortalte den store historie

Noget af det, der gjorde størst indtryk på dem, var ikke nødvendigvis de store dramatiske situationer, men alle de små ting i hverdagen, som afslørede, at barnet havde noget med sig, som lå langt dybere end almindelig uro.

“Da vi mødte ham første gang, altså det nærmest strålede ud af ham. Altså du kunne bare mærke det, egentlig uden der blev sagt noget, at han var anderledes,” siger Tina.

Hun husker især de første morgener og aftener som øjeblikke, hvor det blev tydeligt, hvor anderledes et plejebarns erfaringer kan være. Når barnet vågnede om morgenen, kaldte han ikke. Han blev bare liggende i sengen og ventede.

“Almindelige børn, de kalder jo om morgenen på ens forældre, men hvis man har en forventning om, eller har en erfaring med, at man ikke er blevet hørt og mødt, så kalder man ikke,” siger Tina.

Det samme viste sig i situationer, hvor han slog sig eller havde det skidt. Han bad ikke om hjælp, klagede ikke og reagerede ikke, som andre børn typisk ville gøre.

“Han er ikke syg, han fejler ikke noget, det gør ikke ondt,” siger Tina om den måde, han reagerede på, også når det tydeligt kunne ses, at noget faktisk gjorde ondt.

For Lars og Tina blev det et møde med en virkelighed, hvor meget sidder skjult og først viser sig over tid.

“Det er jo det der, der er gemt væk, som man ikke kan se på folk,” siger Lars.

Selv om udfordringerne ikke forsvinder, taler både Tina og Lars om den store værdi, der ligger i at få lov at følge børnene gennem opvæksten og se dem udvikle sig i deres eget tempo.

“At se de spirer og de udvikler sig, og at de vokser op og kan blive så selvstændige som muligt med de udfordringer, de har,” siger Tina.

De lægger ikke skjul på, at børnene stadig bærer meget med sig, og at det også vil præge dem som voksne. Men de er samtidig ikke i tvivl om, at deres indsats har gjort en forskel.

“Vi tænker da, at vi har da gjort en forskel for dem, og har givet dem så gode vilkår, som de kunne få med det, de har med sig,” siger Tina.

For dem handler det ikke kun om at hjælpe børnene gennem svære perioder, men også om at give dem et familieliv, hvor de hører til. Det gælder både i hverdagen og i de store begivenheder.

“De får også julegaver og fødselsgaver, og vi holder det også for vores familie,” fortæller Tina.

Hun beskriver også, hvordan plejebørnene er blevet flettet ind i resten af familien, hvor fætre, kusiner og voksne søskende er blevet en naturlig del af deres liv.

Det kræver mere end gode intentioner

Når Tina og Lars ser tilbage på de 12 år som plejefamilie, er de ikke i tvivl om, at opgaven kræver mere end bare lysten til at hjælpe.

Det kræver, at man kan stå sammen som familie, at man kan tale åbent om det svære, og at man er indstillet på at lære nyt om både børnene og sig selv.

“Det er i hvert fald vigtigt, at man kan snakke sammen,” siger Lars.

Han peger samtidig på, at man ikke skal tro, at egne erfaringer med børn automatisk kan overføres direkte til et plejebarn.

“Der skal du ikke regne med, at det virker, når først du får et plejebarn,” siger han.

For Tina er det også vigtigt at få sagt, at man ikke står alene i opgaven, og at samarbejdet med familieplejen har fungeret godt gennem årene.

“Vi synes faktisk, at de er virkelig dygtige, meget professionelle og har en høj faglighed,” siger hun.

Selv efter mange år i rollen er de stadig optagede af at gøre det bedst muligt for de børn, der bor hos dem. Og selv om de godt ved, at børnene en dag skal stå mere på egne ben, er det tydeligt, at relationen rækker langt ud over det formelle.

“Vi har heller ikke tænkt os at smide dem ud,” siger Tina.

Der ligger både alvor og varme i den sætning. For hos Tina og Lars handler det ikke bare om at have et barn boende. Det handler om at være den trygge base, barnet kan vende tilbage til, også når barndommen en dag er slut.