Esbjerg satser på fremtidens ældrepleje: Nyt forløb til SOSU’er
Esbjerg Kommune går nye veje for at sikre fremtidens ældrepleje.
Et nyt skoleforberedende AMU-forløb skal klæde kommunens social- og sundhedshjælpere på til at tage springet til social- og sundhedsassistent – og gennemføre uddannelsen.
“Vi ved, at mange dygtige social- og sundhedshjælpere har lyst til at tage næste skridt i deres karriere,” siger Susanne Hartvig, chef for Uddannelse & Rekruttering i Esbjerg Kommune.
“Men vi ved også, at overgangen til social- og sundhedsassistent-uddannelsen kan være udfordrende. Med det nye AMU-forløb ønsker vi at give vores medarbejdere de bedste forudsætninger for at lykkes – både fagligt og personligt,” fortsætter hun.
Læs også: Esbjerg går sammen: Vandring skal styrke hospice Ifølge en undersøgelse fra VIVE er frafaldet på landsplan særligt højt på SSA-merituddannelsen. Frafaldet skyldes blandt andet faglige udfordringer i overgangen fra praksis til uddannelse – præcis de barrierer, det nye forløb skal hjælpe med at bryde ned.
Tæt samarbejde med SOSU Esbjerg
Forløbet, som er udviklet i samarbejde med SOSU Esbjerg, består af 13 dages undervisning fordelt over tre måneder. Her får deltagerne styrket deres IT-kompetencer, faglige læse- og skrivefærdigheder, refleksionsevne og forståelse for rollen som elev.
“Vi har lyttet til Esbjerg Kommunes behov og sammensat et praksisnært og relevant forløb,” forklarer Kim Madsen, kursuschef ved SOSU Esbjerg.
“Det styrker både deltagernes faglige selvtillid og deres evne til at navigere i nye læringsmiljøer. Det handler om at bygge bro mellem erfaring og ny viden,” uddyber Kim Madsen.
Undervisningen får et særligt praksisnært præg, idet Esbjerg Kommune bidrager med gæsteundervisere fra egne fagområder. Det skal give deltagerne konkrete eksempler på overgangen fra medarbejder til elev.
“Samarbejdet med SOSU Esbjerg har været helt afgørende for, at vi har kunnet udvikle et forløb, der rammer plet i forhold til vores medarbejderes behov,” tilføjer Susanne Hartvig.
“Det er praksisnært og relevant. Og det er et stærkt samarbejde, som vi sætter stor pris på.”
25 medarbejdere i første omgang
Det første hold får plads til 25 af kommunens social- og sundhedshjælpere, som ønsker at videreuddanne sig til SSA. Efter forløbet bliver indsatsen evalueret med henblik på at fortsætte og eventuelt udvide tilbuddet.
“Vi ønsker at gøre det så nemt som muligt for både medarbejdere og ledere at sige ja til videreuddannelse,” fortæller Susanne Hartvig.
“Det her er en investering i både den enkelte medarbejder og i fremtidens velfærd. Når vi ved, om forløbet lever op til vores mål, tager vi stilling til om det skal udbredes yderligere, ” afslutter Susanne Hartvig.
Med det nye initiativ tager Esbjerg Kommune et skridt for at sikre en stabil og kompetent arbejdsstyrke i ældreplejen og sundhedssektoren – en lokal løsning på en landsdækkende udfordring.