Esbjerg-virksomhed vinder international designpris: Vi er utrolig stolte
Den esbjergensiske virksomhed Kirk & Holm har vundet flere danske og internationale priser for deres kreativitet og visuelle designs. Nu er der kommet endnu en pris til samlingen. Det skriver Kirk & Holm i en pressemeddelese.
Prisen er vundet ved International Visual Identity Award i kategorien Consumer Products.
Kirk & Holm er et strategisk design- og kommunikationsbureau med speciale inden for konceptudvikling og branding og med en dybdegående kunde- og markedsindsigt.
”Vi er utroligt stolte af den internationale designpris, som er endnu et bevis på vores teams dedikation og kreativitet. At blive anerkendt på global scene er både en ære og en motivation for os,” siger Birte Bruun, CEO og medejer af Kirk & Holm.
Bureauet lancerede sidste år deres helt egen hudplejeserie, SKNS, 100procent udviklet og produceret i Danmark.
SKNS er resultatet af et partnerskab mellem Kirk & Holm og Allison, der er en af Danmarks førende producenter indenfor udvikling af personlige plejeprodukter.
International Visual Identity Award har i 2024 samlet bidrag fra 22 lande på seks kontinenter. Kirk & Holms succes i denne konkurrence er en betydningsfuld milepæl for både Kirk & Holm men også for Esbjerg, da byen bliver anerkendt globalt – denne gang i den internationale designverden.
Prisen anerkender Kirk & Holms kreative tilgang og evne til at udvikle en visuel identitet, der skiller sig ud i en global kontekst.
Bureauet ser frem til at fortsætte med at levere innovative og fremsynede løsninger, der skaber stærke visuelle og kommunikative forbindelser mellem deres kunder og kundernes målgrupper.
Kirk & Holm er oprindeligt startet som et designbureau i Ribe for godt 25 år siden, men har de seneste 20 år ligget på havnen i Esbjerg.