Esbjergs dronefirma: Ramt af landsdækkende flyveforbud
Hos dronevirksomheden WeFly i Esbjerg fik ledelsen pludselig travlt på en søndag.
Transportminister Thomas Danielsen ud, at al privat flyvning med droner er forbudt fra mandag til fredag.
Forbuddet kommer som konsekvens af de seneste tiders dronehændelser og det kommende EU-topmøde i København.
For direktør Jan Engsted betyder det, at en række planlagte opgaver må sættes på pause. Han siger til DR, at situationen rammer hårdt.
“Det er jo et ret stort indgreb i vores dagligdag. Det er vores levebrød, der er blevet lukket ned,” siger han.
WeFly må udskyde opgaver
WeFly arbejder til daglig med opmålinger på byggepladser og inspektion af infrastruktur.
Opgaverne kræver præcision og faste tidsplaner, men i denne uge er alt sat i bero.
Allerede søndag aften kontaktede firmaet Trafikstyrelsen for at undersøge, om der kunne søges dispensation.
Men ifølge transportministeren er det kun uopsættelige og samfundsvigtige opgaver, der kan få tilladelse.
Hele branchen reagerer
Som DR skriver, er det ikke kun i Esbjerg, at dronebranchen mærker konsekvenserne.
Hos virksomheden Drone Eksperten forventer direktør Victor Thomsen at måtte aflyse flere flyvninger.
“Jeg bliver nødt til at ringe til Trafikstyrelsen, når de åbner. Nogle af tingene har jeg fået tilladelse til for lang tid siden,” siger han til DR.
Også Bo Jensen fra Bo’s Dronefoto i Nordsjælland tager konsekvensen.
Han havde to betalte opgaver i kalenderen, men vælger at se situationen med en vis humor.
“Måske er det meget godt, at vi alle sammen lige stikker en finger i jorden. Men det er sgu heller ikke sjovt at være dronemand for tiden med alle de selvbestaltede politifolk, der ser spøgelser alle vegne,” siger han til DR.
Efterlyser klar strategi
For Jan Engsted i Esbjerg kunne situationen være undgået, hvis Danmark allerede havde indført et system, hvor droner via fjernidentifikation udsender et digitalt signal, som myndighederne kan aflæse.
“At dronestrategien endnu ikke ligger på plads, er en af de faktorer, der har ført til, at vi nu står i denne situation,” siger han til DR.