Esbjergs nye bistrooplevelse: Fransk forkælelse møder vestjysk velsmag
Solen skinnede. Havet glimtede i horisonten. Og vi var sultne.
Det kunne næsten ikke passe bedre, da MigogEsbjerg tidligere på ugen lagde vejen forbi det “nye” Plates.
Restauranten på toppen af Esbjerg har trykket reset og åbnede mandag den 2. juni dørene til en helt ny gastronomisk æra.
Og vi kan allerede sige det nu – du skal prøve det.

Læs også: Fransk finesse og danske råvarer: Nyt bistrokoncept er klar i Esbjerg 
Plates springer nemlig ud som dansk-fransk bistro – med alt, hvad det indebærer af franske klassikere, danske råvarer, store vine og kærlighed til både håndværket og stemningen.
Det er stadig elegant, men meget mere uformelt. Meget mere bistro. Og meget mere kærlighed.

En tallerken solskin og en bølge hollandaise
Vi slog os ned ved bordet i solen, og gardinerne – ja, de bliver bogstaveligt talt trukket til side nu.
Lyset strømmer ind over hvide duge, elegant og uformelt dækket op, og en smuk menu, der fik os til at smile allerede ved første blik.
Kortet er simpelt, lækkert og nemt at overskue – fire forretter, fire hovedretter og tre desserter.
Lad os fortsætte.

Det er også muligt at bestille en tre-retters menu, som kokken har sammensat – til en noget så flot pris som 395 kroner.
Vi mener helt ærligt: Alle kan være med her.
Vinkortet er spækket med lækkerier og store vine – både på glas og som hele flasker.
Og hvis du er mere til cocktails, så disker de op med flere varianter – både klassiske og kreative, med og uden alkohol.

Vi lagde ud med en af de smukke sæsonretter på kortet lige nu. Her fik vi hvide asparges med hollandaise, håndpillede rejer, saltede kapers og ristede hasselnødder. En klassiker med karakter.
Derudover fik vi sarte, grillede kammuslinger med brunet smør, æble og puré – en ret, der smagte af forår, kyst og kærlighed.

Alt var smukt tilberedt, og saucen til de hvide asparges var silkeblød, flabet og syrlig som en god fransk flirt. Vi klager ikke.
Ud over de to elegante forretter diskede Plates også op med et friskbagt, varmt focacciabrød og en vellavet pesto.
Er du typen, der elsker brød mellem retterne? Så er den her lige til dig.

Hovedretten for os stod på to bistroklassikere, som Plates leverede med selvtillid – endda på allerførste åbningsdag.
Steak frites med morkelbearnaise – og vi snakker rigtig bearnaise.
Duften alene af den flot grillede steak, kunne få os til at tage en bid mere.
Er du typen, der elsker foie gras? Så er der mulighed for at tilvælge det.

Vi valgte også en smørstegt rødspætte med bakskuldsauce, grøn olie og smørkartofler, der landede blødt og gyldent på tallerkenen.
Alt var saftigt, perfekt saltet og så tilfredsstillende, at vi næsten glemte at tale sammen undervejs.
Franske toner i højtalerne. Fransk kærlighed med et twist på tallerkenen. På 17. etage – højt over byen – hvor Esbjerg breder sig ud foran dig, mens du nyder et måltid på et sted, der føles som om, det er kommet for at blive.

Rabarber med kærlighed – og lidt sprødhed
Til dessert var valget enkelt. Vi gik med Rabarber. Syrlige, søde og svøbt i vanilje og knas. En slags forsommer på ske, der lukkede måltidet hyggeligt og rart.
Bistro med blik for både smag og sjæl
Der er noget rart ved det nye Plates. Noget uhøjtideligt og ægte. Det hele emmer af kærlighed til mad, mennesker og stedet. og ikke mindst udsigten, som vi kan skrive under på, er blevet smukkere.

Der er ikke lavet om for forandringens skyld – der er lavet om for at finde ind til kernen af det, der virkelig betyder noget.
Og det kan vi rigtig godt lide.
Kom for smagen, stemningen og tilstedeværelsen – for det hele er her.
Er Esbjerg klar til en bistro med fransk finesse og vestjysk varme?
Vi har allerede bestilt bord igen.
