Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Et år efter åbningen: Victor har skabt mere end et spisested

IMG_2533-scaled
Foto: Camilla Thorenfeldt

På lørdag er det præcis et år siden, Victor Trabolt slog dørene op til Smør & Vin hos Victor i Storegade i Bramming.

Dengang var han tilflytteren og kokken med en idé om at skabe det spisested, han selv syntes manglede i byen.

Et sted med hjemmelavet mad, gode råvarer, vin og en afslappet stemning, og hvor et restaurantbesøg gerne måtte være mere end bare noget, der skulle overstås.

Siden er der sket en del.

Menuerne er blevet justeret, nye idéer er kommet til, og Victor har undervejs lært både sine gæster og Bramming bedre at kende.

Og når restauranten lørdag kan fejre sin første fødselsdag, er det med en ejer, der føler, at stedet for alvor har fundet sin plads.

“Vi har ændret på meget og holdt fast i meget. Én ting er jo, hvad jeg ved som kok, og en anden ting er, hvad gæsterne vil have,” fortæller Victor Trabolt.

Fødselsdag midt i gadefesten i Bramming

Timingen kunne næsten ikke være bedre.

Lørdag fylder Smør & Vin hos Victor ét år samtidig med, at der er fest og aktiviteter i Bramming.

Det markerer Victor blandt andet med fem små smageglas vin og fem små sandwiches, som sælges samlet, så længe lager haves.

Gårdhaven bliver samtidig fyldt med borde, stole og parasoller, mens der kommer en scene og live-musik i løbet af dagen.

Det bliver dermed en fødselsdag helt i ånden fra det første år: mad, vin, musik og mennesker samlet omkring bordene.

Musik om mandagen blev et hit

For noget af det, Victor især har fået øjnene op for gennem det første år, er, at gæsterne ikke nødvendigvis kun kommer for tallerkenen.

Det tydeligste eksempel er Musikmandag, som han selv satte i gang i restaurantens vinstue.

Her inviterer han hver mandag musikere og mindre bands indenfor til en intim koncert.

Idéen var i begyndelsen lidt af et eksperiment. Victor husker stadig nervøsiteten den første mandag, hvor dørene skulle åbnes, og spørgsmålet meldte sig: Kommer der overhovedet nogen?

Det gjorde der.

Nogle aftener har der været mere stille, mens han andre mandage har måttet sende 25-30 mennesker væk, fordi der simpelthen ikke var flere pladser.

Da et lokalt band senest skulle spille, stod omkring 40 mennesker ifølge Victor klar i kø allerede inden dørene åbnede.

Også blandt musikerne har interessen overrasket ham.

Efter et opslag i forskellige musikernetværk fik han på få dage omkring 70 henvendelser fra folk, der gerne ville spille i Bramming.

Mere end bare et sted at spise

Det er netop den udvikling, Victor er særligt glad for efter det første år.

Smør & Vin er stadig først og fremmest et spisested, hvor maden og råvarerne skal være i orden.

Men han oplever samtidig, at restauranten langsomt er blevet et sted, hvor gæsterne kommer efter hele oplevelsen.

“Lige så stille begynder byen at opdage, at det ikke bare er et sted, hvor man får aftensmad. Det er et sted, hvor man får en oplevelse,” fortæller han.

Der er også kommet lidt mere ro på køkkenet.

Efter længere tids søgen efter en ekstra kok kom en ung mand en dag ind ad døren med en ansøgning i hånden.

Han fik chancen, og er i dag blevet en vigtig del af køkkenet.

Det betyder, at Victor i højere grad kan bevæge sig ud i restauranten og være tættere på gæsterne.

Der er mere på vej

Selv om etårsdagen giver anledning til at gøre status, er Victor ikke færdig med at udvikle Smør & Vin hos Victor.

Bag kulisserne arbejder han allerede med nye planer for restauranten, men endnu er der flere ting, der skal falde på plads, før han er klar til at fortælle mere.

Indtil da er fokus fortsat på hverdagen i Storegade, på gæsterne og på at udvikle det sted, der på bare et år har fået godt fat i Bramming.

“Nu skal det lige lykkes. Fokus er på driften her, og indtil der kommer en tommelfinger op eller grønt lys, så er fokus stadig her,” siger han.

Hvad planerne mere præcist går ud på, holder Victor foreløbig tæt til kroppen.

Men én ting står klart: Han er ikke færdig med at tænke stort.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.