Et ikon er på vej væk: Kæmpekran er nu rejst ved Esbjergværket
Den har været en del af Esbjergs skyline i årtier, men nu er endnu et synligt skridt taget mod enden for den ikoniske skorsten ved Esbjergværket.
En stor kran er nu blevet rejst ved kraftværket på Esbjerg Havn, hvor den skal spille en central rolle i den omfattende nedrivning af den 250 meter høje skorsten.
Selve nedrivningen forventes fortsat at gå i gang i november og strække sig frem til september 2027.
Et vartegn er på vej væk
Esbjergværket lukkede i 2024, og siden har arbejdet med at rydde det tidligere kulkraftværk været i gang.
Den 250 meter høje skorsten er Danmarks højeste og har gennem årtier været et af de mest markante pejlemærker i Esbjerg. Den kan ses på lang afstand, både fra byen, havet og Fanø.
Tidligere har Ørsted oplyst, at nedrivningen af skorstenen kræver omfattende forberedelser, inden arbejdet kan begynde. Den nyopsatte kran er en del af den proces.
Skorstenen bliver ikke sprængt væk, men skal demonteres oppefra og ned af den italienske specialist DESPE ved hjælp af den særlige Red-O-Ring-metode. De nederste cirka 55 meter fjernes efterfølgende med specialmaskinen “Humlebien”.
Mange har et særligt forhold til skorstenen
Planerne om at fjerne skorstenen har tidligere skabt debat blandt esbjergenserne.
Flere har peget på, at den bør bevares som et vartegn for byen. Blandt dem er Kurt Rasmussen, der sidste år fortalte til MigogEsbjerg, at han var ked af beslutningen.
“Jeg er faktisk ked af, at den skal ned, fordi den står som et vartegn for Esbjerg. Det er et helt unikt byggeri, og det er synd, den skal fjernes,” sagde han.
Når arbejdet er færdigt, vil et af Esbjergs mest markante vartegn være historie. Til gengæld er ambitionen, at op mod 99 procent af materialerne fra det tidligere kraftværk bliver genbrugt eller genanvendt.
Læs også: Skorstenen skal rives ned: Kurt giver ikke op