Et skjult perle på Esbjerg havn: Når solen skinner må du forbi til mad og hygge
Den ligger godt gemt nede på Esbjerg Havn med udsigt til Fanøfærgen, det dejlige vand og masser af smukke skibe.
Og med teksten på deres Facebook “Dokken City Beach på Esbjerg Havn – åbningstider følger vejret, tjek dagligt Facebook eller Instagram”, får du altså en lille perle, der er værd at holde øje med og besøge, vil vi mene.
Dog er der ikke mange mennesker, der kender til stedet, selvom det er tæt på Esbjerg by i både gåafstand og på cykel.
Så hvis du er til et lækkert og afslappet sted med ægte strandstemning og maritime rammer, kan du være sikker på, at Dokken City Beach leverer kolde drinks, sand mellem tæerne, fed udsigt og masser af små og store events på havnen i Esbjerg.
Kom med.
En lille oase med rigtig mange oplevelser
I de rå containere, der er placeret tilfældigt omgivet af sand, vand og vestjysk himmel, finder du Dokken City Beach, helt ude på kanten af kajen. Der er fyldt med bænke og borde og overdækning, så du kan sidde i skyggen, når solen skinner, eller hvis der skulle falde lidt dansk sommerregn.
Der er mulighed for at købe et bredt udvalg af lækre cocktails, moctails, kolde øl og sodavand. Baren byder desuden på kager og snacks til de lækresultne, og du får virkelig en sydlandsk vibe, når du står og kigger ud på vandet.
Udover drikkevarerne byder de på noget lækkert at spise. Der er lidt forskelligt at vælge imellem i form at fish and chips, salat med pankorejer og friterede pankorejer med en skøn mayo. Og lad os bare sige – udvalget dækker alt, hvad du behøver i varmen.
Hvis du skulle få lyst til mere, har de deres ishus, hvor du kan vælge mellem en masse lækre is.
Hvis du ikke er sulten og bare ønsker at slappe af og hygge med familien, med børnene, vennerne eller dig selv, er der også rig mulighed for det.
Her finder du alt fra træning, til musik, yoga, højtidlige arrangementer og tøjbazar. tidspunkterne for de forskellige arrangementer finder du på deres sociale medier eller spørg i baren.
Der er mulighed for at tage sol i sandet eller spille en omgang volley på banen.
For børnene er der mulighed for at lege i sandet, mens du nyder lidt koldt i skyggen.
Så hvis du mangler et sted at hænge ud eller en anderledes arbejdsplads ude af huset, så er Dokken City Beach et helt igennem fantastisk bud her i sommermånederne.
Der er alt, hvad du skal bruge lige her, og når vi er så heldige at have det i vores dejlige by, er det bare med at benytte sig af det.
Hvem: Dokken City Beach
Hvor: Dokken 16, 6700 Esbjerg
Åbningstider: Hold øje med deres Facebook og Instagram