Et stykke papir ændrede alt: Mona fandt sine søskende

Den røde taske står ved siden af stolen. Mona Christensen lægger en hånd på den, som om den gemmer noget værdifuldt.

Inde i tasken ligger den liste, der for få år siden vendte hendes liv på hovedet.

Papiret er foldet flere gange og man sidder med følelsen af, at det er et vigtigt bevis på noget. Første gang hun kiggede på det, kunne hun heller ikke holde følelserne tilbage.

“Jeg kiggede bare på den, og tårerne trillede ned ad kinderne” siger hun.

Vi sidder i Broen – stedet, hvor hun ofte hjælper til med arrangementer, samler borde og stole og byder folk velkommen.

I løbet af samtalen bliver hun flere gange afbrudt af venlige hilsner fra folk, der kender hende. Hun smiler og hilser tilbage, før hun igen vender blikket mod tasken.

“Det hele startede med, at mit barnebarn Mathias gik i gang med MyHeritage. Han var bare 17 år dengang, men han fandt ting, jeg aldrig havde vidst. Fire søskende. Fire” siger hun og finder listen frem.

Et liv uden at kende sandheden

Hele sit liv havde Mona troet, at hun kun havde sin lille nære familie omkring sig. Hun voksede op i en plejefamilie i Aarhus og vidste ikke, at hun var plejebarn.

“Jeg fandt først ud af sandheden, da jeg var over 20 år. Det var et chok, for hele min barndom havde jeg troet, vi var en rigtig familie” fortæller hun.

Hun havde aldrig set sin biologiske mor og vidste intet om, at hun havde søskende.

“Det gør mig ondt, at min mor skammede sig over at få mig. Jeg ville gerne have haft svar, men det får jeg aldrig” siger hun stille.

Barnebarnets opdagelse

Mathias’ nysgerrighed åbnede døren til en familie, Mona ikke vidste, hun havde.

Han dykkede ned i kirkebøger og brugte MyHeritage til at kortlægge slægten.

“En dag kom han med listen over navne, jeg aldrig havde hørt før. Jeg kunne slet ikke forstå det” siger hun og retter lidt på papiret, som om det stadig er skrøbeligt.

Listen afslørede, at hun havde fire søskende, og flere af dem boede tættere på, end hun nogensinde havde forestillet sig.

“Det var både en glæde og en sorg. Glæde over at finde dem, sorg over alle de år, vi havde mistet” siger hun.

Mødet med broren fra Herning

En af de første, hun opsøgte, var sin bror Ivan i Herning. Hun husker tydeligt, hvordan han trådte ind ad døren.

“Er vi i familie?” spurgte han, og jeg kunne sige ja. Vi snakkede længe, og det føltes trygt” fortæller hun.

De fandt hurtigt ind i en rytme, hvor de talte sammen ofte.

“Jeg er glad for, at vi nåede at få de samtaler. Han var en rar bror. Ivan døde for to år siden, men Mona er taknemmelig for de år, de fik”, fortæller hun

Et møde i Esbjerg

En dag fik hun at vide, at hun havde en søster i Esbjerg. Hun gik derhen, bankede på og præsenterede sig.

“Det kan ikke passe” lød svaret.

Først da Mona nævnte deres mors navn, kom forståelsen – og tårerne.

Læs også: Bh’er, bikinier og vilde rabatter: Nu åbner pop-up i Esbjerg

“Vi sad længe og snakkede. Det var meget følelsesladet” husker hun.

Men kontakten er i dag sporadisk.

“Jeg ville gerne have mere kontakt, men man kan ikke tvinge folk,” siger hun.

Følelserne under overfladen

Opdagelsen har givet Mona mange tanker om sin opvækst.

“Det er hårdt at vide, at jeg var der, men ingen fortalte det. Jeg tror, det er derfor, jeg sætter så meget pris på de mennesker, jeg har omkring mig nu” siger hun.

Hun kigger igen på listen, lægger den tilbage i den røde taske og smiler skævt.

“Jeg bærer den med mig, for den minder mig om, at der stadig kan ske store ting – selv når man næsten er 80.”

Snart 80 – og stadig aktiv

Den 31. august fylder Mona 80 år. Dagen fejres med sønnen Torben, børnebørnene Mathias og Frederik og de få familiemedlemmer, hun ser jævnligt.

“Jeg er bare glad for dem, jeg har. Og jeg er taknemmelig for, at Mathias fandt frem til familien, selv om det skete sent i mit liv” siger hun.

Ved siden af familielivet er hun en fast del af hverdagen på plejehjemmet Hedelund. Her serverer hun kaffe, hjælper til ved måltider og deltager i aktiviteter.

“Jeg bliver glad af at hjælpe andre. Det giver mig noget at stå op til” smiler hun, før hun igen hilser på en forbipasserende i Broen, der kalder hendes navn.