Et vigtigt budskab: Torvet danner ramme om kamp mod misbrug
Den 31. august bliver Torvet i Esbjerg rammen om et særligt minde- og oplysningsarrangement, når International Overdosisdag markeres i byen.
Dagen sætter fokus på dem, vi har mistet, og dem, der stadig kæmper med misbrug.
En drøm føres videre
I flere år var det Isa Erzurum, der stod bag markeringen i Esbjerg.
Han døde tidligere i år efter et kræftforløb, og i år er det Benjamin Brixley og andre frivillige, der har valgt at videreføre arbejdet.
“Isa drømte altid om, at arrangementet skulle være stort og samlende. Han ønskede, at det skulle op på Torvet – og det er nu lykkedes. Derfor føles det rigtigt at videreføre hans drøm og samtidig sætte fokus på et vigtigt emne,” fortæller Benjamin Brixley.
Brixley har selv en personlig tilknytning til dagen, da han tidligere har kæmpet med misbrug.
“Det fylder en stor del af mit liv at hjælpe tidligere og nuværende misbrugere. Jeg kender udfordringerne indefra, og jeg ved, hvor meget støtte betyder,” siger han.
Musik, taler og fællesskab
Arrangementet finder sted fra klokken 14 til 17 og byder på både musik, taler og oplysning.
Nikolaj og La La Ladies står for musikken, mens talerne spænder fra tidligere misbrugere til pårørende og politikere.
Læs også: Kendt Fanø-spiseri lukker efter ét år: “Familien kommer altid først” Blandt andre holder Karin Schwartz sag en tale, og Benjamin Brixley selv afslutter dagens program.
Derudover vil forskellige foreninger være til stede med oplysningsstande, hvor både brugere, pårørende og fagpersoner kan finde viden og støtte.
Håbet om større opbakning
Tidligere år har arrangementet samlet mellem 30 og 70 deltagere, men arrangørerne håber på, at markeringen i år vil blive endnu større.
“Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne samle 200 mennesker på Torvet. Jo flere vi er, jo stærkere et signal sender vi. På sigt håber vi, at dagen kan brede sig til flere byer – for det er et budskab, der fortjener langt mere opmærksomhed,” siger Benjamin Brixley.
International Overdosisdag er et verdensomspændende initiativ, som i år markeres i Esbjerg med plads til eftertanke, fællesskab og håb.