Fæstival: En digital shaman mellem kunst og klang i Esbjerg

Esbjerg Kunstmuseum. Lørdag eftermiddag. Solen hænger lavt, og luften emmer af lys og tanker om forår. Folk samles, mumlende, som om de venter på noget stort – noget ukendt.
De fornemmer det, men kan ikke sætte ord på det. En udefinerbar elektricitet summer gennem rummet, og midt i det hele står en bunke af ledninger, gadgets og tekniske vidundere, en slags maskinel pulsåre, klar til at forvandle stedet til noget, det aldrig har været før.
Normalt er et kunstmuseum et tempel af dæmpede stemmer og ceremonielle skridt. Man bevæger sig i et bestemt tempo, bevidst om sin afstand til kunsten, lader som om, man forstår, og nikker anerkendende til andre betragtere.
Men ikke i dag. Folk og Fæstival har smadret den facade.
Jullie Hjetland træder frem, omringet af ledninger og gadgets, som en digital shaman. En skikkelse fra fremtiden, en lydmagiker fra en parallel dimension. Hun åbner munden, og rummet forvandles.

Stemmen rammer som et slag af fløjl og jern, hårdt og blødt på samme tid. Publikum mærker det i deres rygrad.
Lydene vælter gennem rummet, en stormflod af uventede klangbilleder. Folk holder vejret. Nogle stirrer måbende, andre griber instinktivt fat i hinanden.
Dette er ikke mekaniske, forudsigelige lyde fra et gamerværelse, ikke de sterile toner fra en synthesizer. Nej, det her er levende, pulserende – en fusion af fortid og fremtid, natur og teknologi.
Hun skifter mellem sfæriske, nærmest overjordiske toner og dybe, sjælfulde klange. Nordiske ballader, runesange, hvisken fra fortidens stemmer blandet med glitchende fremtidsdrømme.
Publikum falder ind i hendes univers. Nogle klipper. Nogle strikker. Andre sidder i trance, fanget mellem århundrederne.

Museets vægge vibrerer under påvirkningen. Værkerne stirrer tilbage. Kunstværkerne virker næsten levende, som om de for første gang selv prøver at forstå, hvad der sker omkring dem.
Jullie Hjetland er en brobygger. Hun spænder en linje mellem middelalderens ekkoer og nutidens digitaliserede virkelighed, og publikum står midt i spændet.
Det er sjældent at høre noget, der lyder som fremtiden, samtidig med at det føles som en tilbagevenden til noget urgammelt. Men det er præcis, hvad hun gør.
Esbjerg har set noget i dag. Noget, de ikke slipper igen. Og da stilheden til sidst falder over rummet, er det som om, den også lyder anderledes.
