Fæstival: En tretrinsraket af lyd i Esbjerg

Fra caféen på konservatoriet førte vejen direkte ned til Tobakken. Jacob Bro Large Ensemble. Hvorfor ikke? Fusionsjazz. En tretrinsraket, blev der talt om udenfor på pladsen. Jacob Bro Large Ensemble med Jorge Rossy og Melissa Aldana på horn.
Det startede som et syretrip uden kompas. Musikerne gik på scenen. Ingen introduktion. Intonerede de deres instrumenter, eller var de gået i gang? Øjeblikkeligt blev man kastet ind i et musikalsk minefelt, hvor regler var afskaffet, og kun de indviede overlevede.
De spillede hver for sig, som om nogen havde smidt noderne i en blender og sat strøm til resterne. Det var magi, ren sortkunst – de vidste præcis, hvad de gjorde, men for en udenforstående lignede det vanvid.
Hvordan kunne de navigere i det? Man famlede efter et holdepunkt, en rytme, en kendt form, men intet gav mening. Musikken var ikke lavet til at blive forstået – den var lavet til, at man skulle overgive sig til den.
Hornene eksploderede som napalm over junglen. To trommesæt trommede løs – det ene trak i musikken, det andet skubbede – og midt i al kaos svævede Jacob Bros guitar, et ensomt fyrtårn i en brise af lyd.

Det her var ikke jazz, ikke musik, ikke noget, der kunne forklares med almindelige sanser. Det var grænsen mellem kunst, musik og sindssyge – et veleksekveret eksperiment uden sikkerhedsnet.
Jo længere henne i koncerten, jo mere klart blev det hele. Lyden havde muteret, samlet sig til en melodi, der pludselig kunne følges – ikke en melodi i traditionel forstand, men en puls, et momentum, en sindssyg plan, der mod alle skalaers odds fungerede.
En tretrinsraket, blev der sagt, men det her var en raket sprængt i atomer, en kosmisk eksplosion af toner og teksturer, der efterlod publikum i meditativ trance.

Videre op i den lille sal. Et andet publikum. Der var ingen sikkerhed her, ingen sikkerhed overhovedet. Bare en skræmmende, fuzzdækket rutsjebanetur gennem 60’ernes spøgelsesagtige baggyder, hvor Phil Spector muligvis stadig spøger – men nu er han bevæbnet med en kniv og vil have dine penge.
The Courettes er ikke bare et band – de er en forbandet rock’n’roll-maskine. Sveddryppende, benknusende, larmende som helvede og fuldkommen kompromisløse.
De spiller, som om de er blevet besat af ånden fra en død surfrocker, der nægtede at drukne, selv da bølgen brød ind over ham. Flavia Couri skriger ind i mikrofonen med en blanding af desperation og forførelse, mens hendes guitar skærer gennem luften som en sløv barberkniv. Martin Couri brager løs bag trommerne – ikke som en almindelig mand, men som en trommeslagende varulv. Svedende, brølende, klar til at splitte hele lortet ad. Men ulasteligt klædt.

Det her er ikke musik for svage sjæle. Det er ikke noget, du sætter på for at slappe af. Nej, fanden tage det! The Courettes lyder som soundtracket til en biljagt, hvor du er chaufføren, og der er ingen bremser.
Guitar som en motorsav i en gyserfilm, mens de tæver popmelodier fra en svunden tid tilbage til livet – men nu med skrammer, ar og lidt blod på læberne.
Næste stop: Industrien. Engang en bastion for rock’n’roll, nu en hipsterbodega. En katedral af tabte riffs og forladte drømme. Men denne aften – denne skæbnesvangre aften – var det noget andet. Noget langt mere subtilt.
Asare. En duo fra Esbjerg – et elektronisk og akustisk projekt styret af Selma Thygesen og Asger Laursen.
To unge mennesker stod dér, næsten for unge til at vide, hvad pokker de lavede et sted som dette. Ingen larm. Ingen fusion. Bare en bas, en akustisk guitar og en stemme – en stemme, der hang i luften som en tynd tråd af røg. Skrøbelig, men urokkelig.

Simpelhed strømmede gennem rummet, ren og uforfalsket. To instrumenter malede baggrunden, mens stemmen dansede lige på kanten af sammenbrud – men den knækkede aldrig. Nej, den blev holdt i et jerngreb af ren kontrol, stramt som gulvbrædderne, der havde set bedre dage. Og så kom elektronikken, der hævede det hele til et andet niveau.
Det var skønhed. Det var elegance. Det var ungdommens forsigtige forlegenhed – et genert smil efter hvert nummer, som om de ikke helt forstod, hvad de netop havde gjort.
Og hvert nummer var en ren, uforstyrret akustisk oplevelse, som om nogen havde destilleret musikken ned til dens mest ægte form – et skud ren, elektronisk-akustisk eufori, uden tilsætningsstoffer eller bullshit.
At finde to sådanne perler i Skolegades beskidte vragdynger? En umulighed. Og dog – her stod de. Skinnende.