Fanø-virksomhed med global rækkevidde: Runder 25 år
Fra Fanø til verdens største scener. Kenneth Svoldgaard har brugt det meste af sit liv på at få artister og shows til at lykkes. Den 1. august fejrer han 25 år i underholdningsbranchen, en rejse der har ført ham gennem 52 lande, ind i Royal Albert Hall, og helt tæt på Sir Elton John.
Fra lærerseminariet til London
Det hele begyndte i år 2000, da Kenneth Svoldgaard læste til lærer i Aalborg.
Men et opkald fra faren Carsten ændrede alt. Han bad sønnen tage orlov og blive en del af CSB Island Entertainment, virksomhedens navn og rødder stammer fra Fanø, hvor kontoret stadig ligger i dag.
“Jeg tog et års orlov, og nu sidder jeg her 25 år senere. Jeg kender branchen på godt og ondt, men jeg har aldrig fortrudt mit valg, tværtimod.”
ABBA-show blev det store gennembrud
Det første store vendepunkt kom med THE SHOW – A Tribute to ABBA, som Kenneth selv har været med til at skabe fra bunden. Et show, der med årene er blevet verdens førende hyldest til det svenske popfænomen.
Læs også: Fra briks til bolte: Søren droppede sin uddannelse for at følge drømmen “Vores ABBA-show lærte mig alt om branchen. For første gang havde jeg selv alle roller. Vi var producent, management, agent, promoter og PR-bureau på én gang.”
Gennembruddet blev fulgt af internationale turnéer og samarbejder med topnavne som Queen Machine, som CSB har bragt til blandt andet USA, England, Tyskland, Polen og Monaco.
Mødte modstand fra verdens største
Succesen havde dog også en pris. For ti år siden blev Kenneth Svoldgaard personligt sagsøgt af Universal Music for brud på varemærkerettigheder i forbindelse med navnet THE SHOW.
“Det var voldsomt, men også en cadeau. Der findes utallige ABBA-shows i verden, men Universal gik efter os, fordi vi var de største. De ville sætte et eksempel.”
CSB ændrede navn – men stod styrket tilbage.
Royal Albert Hall og Elton John
To begivenheder står særligt stærkt i Kenneth Svoldgaards erindring. Den første fandt sted i 2007, hvor THE SHOW spillede for udsolgt sal i det legendariske Royal Albert Hall i London.
“De giver normalt ikke adgang til tribute-shows, så det var kæmpestort. Det åbnede døren til arena-turnéer i resten af Europa.”
Den anden kom tre år senere. Her lykkedes det Kenneth og CSB at få Sir Elton John til Færøerne og efterfølgende til tre koncerter i Danmark.
“For et lille firma på Fanø var det en kæmpe sejr.”
Kvalitet gennem erfaring
CSB Island Entertainment drives i dag af far og søn sammen med fem ansatte. Filosofien har hele vejen været den samme.
“Uanset hvilken artist eller forestilling vi præsenterer, skal publikum gå derfra med følelsen af, at de fik mere, end de havde regnet med.”
Kigger mod større projekter
Fremtiden tegner travl. Kenneth Svoldgaard lægger ikke skjul på, at ambitionerne stadig er store.
“Det vigtigste jeg har lært af min far er, at hvis man virkelig tror på noget og arbejder målrettet, så kan alt lade sig gøre. Det er ABBA i Royal Albert Hall og Elton John gode eksempler på. Og Queen Machine ligeså. Bare vent og se.”