Fantastisk oplevelse: Serie 3-hold fra Esbjerg viste håndbold frem i Vestafrika
Februar har været en kold omgang at komme igennem.
Men for Serie 3-kvinderne fra Kvaglund IF er en del af måneden blevet tilbragt under varmere himmelstrøg.
De har nemlig været på tur til det vestafrikanske land Gambia, hvor de blandt andet har spillet mod Gambias U17-landshold.
“Det har været en kæmpe oplevelse for alle. Alt klappede, og det var fantastisk at opleve den livsglæde, der var overalt,” fortæller Carsten Hille Rasmussen, der er formand for Kvaglund IF og en af initiativtagerne til turen.
Udover at spille håndbold var holdet også på flere skolebesøg, hvor de blandt andet spillede håndbold med de lokale.
En anden håndboldkultur
Ifølge Carsten Hille Rasmussen gik det ikke ubemærket hen i Gambia, at et dansk Serie 3-hold var i landet.
“Der var en tv-station, som var ude og filme os og interviewe nogle af os. Vi har desværre ikke kunnet finde klippet, men vi leder med lys og lygte. Men de ville gerne høre, hvorfor et håndboldhold fra Danmark var i Gambia. Det var lidt svært at forklare, at vores spillere normalt spiller i Serie 3 og er meget langt fra landsholdet,” fortæller Carsten Hille Rasmussen.
Selve kampen mod det gambianske U17-landshold var en anderledes oplevelse, end det kvinderne er vant til, når de spiller hjemme i Kvaglundhallen.
“Det hele foregik udendørs, og underlaget var også meget anderledes end det, vi er vant til. Derudover kunne vi heller ikke spille med harpiks, som vi plejer, så vi var udfordret,” siger Carsten Hille Rasmussen.
Det endte med, at kvinderne fra Kvaglund tabte kampen til Gambias U17-landshold.
Men de er glade for, at de kan være med til at udbrede sporten i et land, hvor håndbold stadig er en mindre sport.
“Det er ikke en særlig stor sport, men jeg tror, vi kan være med til at sætte nogle ting i gang. Vi snakkede blandt andet med præsidenten for deres olympiske komité og præsidenten for Gambias håndboldforbund, hvor vi både snakkede om, hvad håndbold betyder i Danmark, og hvad man eventuelt kan gøre i Gambia,” siger Carsten Hille Rasmussen.
Stor oplevelse
Turen til Gambia har gjort stort indtryk på både spillere og stab.
“Vi havde en masse tøj og andre sportsting med. Vi havde både fået noget udefra og selv tømt skabe, og vi fik sponsoreret nogle bolde fra OK, som vi også havde med. Og det vakte stor glæde på de skoler, vi besøgte,” siger Carsten Hille Rasmussen.
På skolerne var de både med i lokale aktiviteter, og de spillede også håndbold med de lokale.
“Det var fantastisk at opleve. Vi lavede håndboldtræning med skoleeleverne, og vi spillede også nogle kampe, hvor vi blandede holdene og spillede mod hinanden,” fortæller han.
Ifølge Carsten Hille Rasmussen var turen en stor succes, som bliver gentaget igen næste år.
“Alle havde en fantastisk oplevelse, og vi er ved at planlægge en tur til Gambia igen næste år. Vi vil ned og fortsætte det, vi har fået sat i gang, og se, hvor længe vi kan holde den ild kørende. Med de lokale, vi har mødt, tror vi, at vi har fået startet noget spændende op,” siger Carsten Hille Rasmussen.
Læs også: Normalt spiller de Serie 3 i Esbjerg: Snart skal de møde afrikanske U-landshold 









