Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Fantastisk tiltag: Folkeskoleelever får vigtig opgave i egen mose

Af Niklas Grønborg
Foto: Bryndum Skole
Foto: Bryndum Skole

Der er ingen tvivl om, at Folkeskolen har en vigtig opgave i at undervise de unge i natur og de akutte problemer, verden oplever for eksempel i forhold til klima og biodiversitet. På Bryndum Skole er de gået skridtet videre og nøjes ikke med at tale om udfordringerne. De gør faktisk også noget ved dem.

De har nemlig adopteret et eng- og skovområde i Guldager nær skolen, hvor eleverne skal hjælpe med naturoprettelse og beskyttelse af arter.

“Vi er blevet kontaktet af Julie Møller fra Aarhus Universitet, om vi vil være en del af et naturplejeprojekt, og det har vi sagt ja til. I området lever birkemusen og dværgmusen, som begge er rødlistet, og området kan blive vigtig for arternes overlevelse. Derfor skal vi hjælpe med at skabe de bedste betingelser for naturen i området”, fortæller Jane Rankenberg, der er lærer på Bryndum Skole.

Bryndum Skole samarbejder med Rene Kjærside Rasmussen fra Guldager Naturskole/MYRTHUE om at pleje naturområdet.

I området er der både en sø, skov og eng, hvor eleverne kan gå på opdagelse og bidrage til naturoprettelse.

Hele skolen er med

Som udgangspunkt bliver det hvert år skolens 6. årgang, der får hovedansvaret for at drive projektet for eksempel ved at fjerne vegetation, som ikke er godt for området.

“Tanken er, at alle årgange skal bruge området, og vi kan flytte undervisning ud i naturen. Det er lige fra indskolning, der kan tage madpakkerne med og finde sjældne planter og dyr til udskolingseleverne, som kan bruge det for eksempel til biologieksamen”, siger Jane Rankenberg.

Foto: Bryndum Skole

Håbet er, at det ikke kun er de truede arter, som får gavn af projektet. For eleverne bliver undervisning i natur og biodiversitet mere håndgribeligt, når de med selvsyn kan se, hvordan naturen påvirkes i deres eget naturområde.

“Nogle elever lærer også bedre, når de bruger hænderne og mærker det, de arbejder med. Samtidig kan emner som klima og natur ofte blive en anelse diffuse for mange elever, men her får de forhåbentlig en klar forståelse for, hvad der sker, når vi passer på naturen”, siger Jane Rankenberg.

Foto: Bryndum Skole

Del artikel

Andre læser også