Festival i krise: Billetsalget bløder
Planlægningen blev forsinket, placeringen måtte ændres, og billetsalget er ikke fulgt med. Det fortæller Thomas Bonde Sørensen, der står bag Vestjysk Fuzztival, som i år rykker ud i et telt i Vognsbølparken i stedet for at blive afholdt på Tobakken.
Det har givet et bump på vejen. Planlægningen blev forsinket, billetsalget kom sent i gang, og nu står arrangørerne i en usikker situation.
“Vi er cirka 100 billetter efter, hvad vi plejer på dette tidspunkt,” lyder det ærligt. “Vi sælger normalt mellem 4 og 500 billetter, så det er ikke særlig mange, vi skal sælge. Men vi er bagefter, siger han.”
Folk er nysgerrige – men ikke købelystne
På Facebook har festivalen netop delt et opslag, hvor man åbent spørger publikum, om opbakningen er der. Meldingen er klar: Arrangementet kan ikke gennemføres, hvis billetsalget ikke retter sig op.
“Vi har ikke nogen stor pengetank, hvis folk ikke støtter op. Jeg håber selvfølgelig, at vores formodning om, at folk lige skal ud af busken og lige skal have det gjort, er rigtig, så vi kan få det afholdt i år.”
Indtil videre er salget under forventning, og festivalen skal have solgt 150 billetter i denne måned, hvis der skal være økonomisk grundlag for at gå videre.
“Jeg står samtidig på den anden side og skal være pragmatisk. Jeg skal være ærlig overfor mine leverandører, så jeg kan betale dem. Jeg skal kunne se, at tingene kan gå i nul, fortæller Thomas Bonde Sørensen.”
Flytningen har kostet tryghed
Forløbet med Tobakken har trukket spor. Vestjysk Fuzztival meldte tidligere ud, at festivalen skulle afholdes netop dér – men måtte siden trække den melding tilbage og finde en ny placering.
“Det, vi havde med Tobakken, var, at vi fik tilbudt nogle rammer, som vi ikke kunne stå inde for. Det har jeg fuld forståelse for, at det er ærgerligt. Vi har selv været en del af det her forløb. Og det tror jeg er noget af det, der er selvforskyldt.”
Spørgsmålet er nu, om folk holder igen, fordi festivalen skal foregå i telt. Eller om interessen generelt er lavere.
“Vi venter lidt på at finde ud af, om folk bare venter – eller om interessen faktisk er vigende. Måske mener folk, at det er noget andet, fordi det foregår i telt i år.”
Kvalitet før alt – men regnestykket skal gå op
Trods usikkerheden er der stadig stolthed over årets program.
“Det er et af de bedste programmer, vi præsenterer i år. Det vi brænder for at præsentere, skal være i orden. En festivalplads, som vi selv ville deltage i, skal være på plads.”
Overskud er ikke målet – men ansvarlighed er nødvendigt.
“Overskud betyder meget lidt, og kvalitet betyder rigtig meget. Men vi kommer ikke udenom, at det skal gå i nul. Derfor trækker vi en streg i sandet.”