Festivalgæster til Fanø: Sådan finder du vej til musikken
Når tusindvis af gæster i denne uge sætter kursen mod Fanø til årets Vesterland, er det en god idé at have styr på transporten.
Festivalen finder sted i Nordby, og arrangørerne anbefaler på forhånd at lade bilen stå ved færge, og benytte cykel eller offentlig transport.
Ingen parkering ved festivalpladsen
Der findes hverken dedikerede parkeringspladser til biler eller offentlige pladser tæt på festivalområdet.
Arrangørerne henviser i stedet til parkeringspladsen ved lystbådehavnen, der ligger omkring 800 meter fra festivalpladsen.
Cykelparkering er etableret foran Fanø Skole på Stadionvej 17 i Nordby. Her finder man også festivalens billetsluse og garderobe, så det praktiske er samlet ét sted.
Gæsterne opfordres til kun at parkere cyklen her, da cykler, der efterlades andre steder, vil blive fjernet.
Du kan læse mere om alt det praktiske her.
Færgen mellem Esbjerg og Fanø
Fanølinjen sejler mellem Esbjerg og Nordby på bare 12 minutter, og færgeoverfarten er det naturlige valg for alle festivalgæster.
Med appen FærgeLive kan man følge færgerne i realtid og planlægge sin rejse både på iPhone og Android.
Molslinjen har desuden bekræftet en særlig check-in-procedure fredag den 5. september.
I tidsrummet fra kl. 10.00 til 18.00 er der en særskilt kø til gående pendlere med gyldigt pendlerkort. Ordningen gælder ikke cykler.
Det er værd at være opmærksom på, at færgerne M/F Fenja, M/F Menja og E/F Grotte ikke har elevator fra vogndæk til passagerdæk. På M/F Grotte findes dog en trappelift.
Handicappede og dårligt gående kan som alternativ gå ombord via rampen fra kajen, der fører direkte til passagerniveauet. Har man brug for særlig assistance, skal det bookes på forhånd via telefon 70 25 10 25 senest 48 timer før afgang.
Parkering i Nordby og Esbjerg
Hvis man vælger at tage bilen til færgen, er der flere muligheder for parkering.
I Nordby findes både langtids- og korttidsparkering. Langtidsparkeringen ligger på Færgestrand, mens korttidsparkering kan findes på Langelinie.
Parkering på Fanø er gratis, men man skal orientere sig om de lokale skilte.
I Esbjerg kan man parkere på havnen tæt ved Fanølinjens færgeleje.
Her gælder forskellige ordninger med betalingsparkering (de første 24 timer er gratis), Q-park-tilladelse samt p-ordninger gennem Fanølinjen.
Læs mere om Fanølinjen her.
Nattebus til Sønderho
Når musikken stilner af, og natten falder på, har festivalen indgået et samarbejde med De Blå Busser.
Busserne kører gæster fra festivalpladsen til Sønderho i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 01.30 både fredag og lørdag.
Billetter købes forud via United Tickets og gælder frit i tidsrummet.
Busserne kører fra vendepladsen ved Fanø Skole og stopper kun ved parkeringspladsen overfor Sønderho Kirke. Gæster i Rindby opfordres til at tage cyklen, gå eller bruge Fanø Taxa.
Garderobe tæt på indgangen
Festivalen tilbyder garderobe mod betaling, hvor man kan få opbevaret jakke og taske.
Garderoben ligger ved cykelparkeringen og billetslusen uden for festivalpladsen.
Glemmer man at hente sine ting, når pladsen lukker, er det på eget ansvar.