Find landsholdstrøjen frem: Kvindelandsholdet kommer til Esbjerg
Kvindelandsholdet har allerede kvalificeret sig til næste sommers EM i Schweiz, der bliver den niende EM-slutrunde for kvinder i træk med dansk deltagelse. Og nu er Andrée Jeglertz’ tropper klar til at spille for Danmark igen.
Sanne Troelsgaard, Amalie Vangsgaard, Stine Ballisager og resten af det rød-hvide hold trækker i slutningen af oktober i landsholdstrøjen i Esbjerg for første gang nogensinde. Det skriver DBU i en pressemeddelese.
Europamestrene fra 2017 Holland er modstanderen tirsdag 29. oktober klokken 18.00 på Blue Water Arena.
Landsholdsanfører Pernille Harder ser frem til at spille foran de danske fans:
“Vi nyder altid at spille hjemme i Danmark. Der er intet bedre end at træde ind på banen og mærke den rød-hvide opbakning, og vi glæder os til at give alt for de danske fans i Esbjerg. Det bliver en spændende kamp,” siger Pernille Harder.
Også i Esbjerg Kommune er der stolthed over den kommende landskamp.
”Esbjerg er en stærk sportsby og -kommune, hvor vi prioriterer idræt og bevægelse højt, og vi ser stor værdi i de fællesskaber og oplevelser, der følger med. Derfor glæder vi os selvfølgelig til at lægge stadion til Kvindelandsholdets kamp og håber på at få fyldt vores stadion i Esbjerg godt op med glade fodboldfans, der er klar til at bakke de danske spillere op og opleve kvindefodbold på højeste niveau,” siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.
Billetsalget til landskampen i Esbjerg er startet, og du sikrer din plads på lægterne til opgøret på billet.dbu.dk. Du kan også læse mere om kampen og fanaktiviteter på fordanmark.dk.
Ud over kampen mod Holland spiller Kvindelandsholdet 25. oktober i Aalborg mod Sydafrika.