Flere anmeldelser: Omfattende tyverier fra kirkegårde i Esbjerg
De seneste dage har politiet i Esbjerg fået en del anmeldelser om tyverier fra gravsteder i Esbjerg.
Onsdag morgen fortæller politikommissær Ole Hillerup, at politiet har fået yderligere to anmeldelser fra tyverier på Jerne Kirkegård.
Fra et gravsted er der taget to bronzefugle. Gerningstidspunket er mellem 26. maj og 30. juni.
På et andet gravsted på samme kirkegård er der mellem 8. maj og 8. juli stjålet en bronzefugl og kobberkæde.
Ifølge Ole Hillerup sad fuglen fast på stenen, så den er skåret af med en vinkelsliber eller lignende.
Han oplyser yderligere, at politiet er ved at danne sig et overblik over omfanget, og om der i nogle tilfælde er kommet dobbeltanmeldelser fra både Kirkegårdskontoret og de pårørende.
I den forbindelse opfordrer politiet også til, at pårørende tjekker deres gravsteder, hvis de ved, der er noget af værdi.
Hvis noget er stjålet, vil politiet meget gerne have besked, så de har et overblik over, hvad der mangler, når de på et tidspunkt fanger en gerningsperson.
Læs også: Efter adskillige kirkegårdstyverier: Politiet beder folk om hjælp