Flere indbrud i Esbjerg: Muligvis samme gerningsmand
I løbet af weekenden har flere borgere i Esbjerg V haft ubudne gæster, og det kan være samme gerningsmand, der har været på spil.
Politikommissær ved Syd og Sønderjyllands Politi Jesper Mørup fortæller, at der har været indbrud i en ejendom på Mågevænget i Hjerting.
Indbruddet er sket mellem onsdag i sidste uge og søndag.
Gerningsmændene er kommet ind ved at brække et vindue op til et badeværelse.
De har været i hele huset og har stjålet smykker.
Et lignende indbrud er fundet sted i Kløvholmparken i Hjerting.
Her er tidsrummet fra torsdag morgen til søndag eftermiddag.
Ifølge Jesper Mørup er der formentlig brugt et koben til at bryde et vindue op.
Tyvene har været i hele huset og stjålet både smykker og kontanter.
Endelig har en adresse i Myrtueparken i Hjerting også haft indbrud.
Også her er et vindue brudt op, og tyvene har stjålet smykker.
Indbruddet er sket i løbet af weekenden.
Politiet påpeger, at alle indbrud har overlappende tidsrum og er sket i kort afstand til hinanden.
Derfor er der en vis sandsynlighed for, at det er samme gerningsmænd, der har været på spil.
Hvis nogen i området har set noget mistænkeligt, vil politiet gerne høre nærmere.
Læs også: Flere personer kontaktet: Politiet kommer med advarsel til borgere i Esbjerg