Flere navne offentliggjort: Disse stjerner kommer til Esbjerg Festuge
Sommere er på vej, og der går ikke lang tid, før der igen er Festuge i Esbjerg.
Igen i år danner Esbjerg rammen for events og fede koncerter.
Esbjerg Kommune kan nu løfte sløret for flere navne, som giver koncert til Esbjerg Festuge.
Og der er lidt for enhver smag. Det er nemlig Blæst, Noah Carter, Michael Falch, Esbjerg Hylder Madsen, Dodo & The Dodos og IAMJJ, der slutter sig til musikprogrammet til Esbjerg Festuge 2025.
Noah Carter bringer internationalt inspireret hiphop til scenen, mens Michael Falch leverer sin ikoniske danske rockpoesi. Blæst er tilbage med ny forsanger og klar til at sprede feststemning med deres friske pophits.
En særlig oplevelse venter med Esbjerg Hylder Madsen, hvor lokale musikere går sammen for at hylde den afdøde Johnny Madsen. Dodo & The Dodos tager publikum med på en nostalgisk rejse gennem nogle af de mest elskede danske sange, og IAMJJ skaber en unik stemning med sin mørke, melankolske lyd.
“Med denne afsløring er årets musikprogram næsten fuldendt, og vi er stolte af at kunne præsentere et line-up, der byder på både legender, nye stjerner og unikke live-oplevelser. Fra hiphop og rock til pop og en helt særlig hyldestkoncert – der er noget for enhver smag. Og som altid er alle koncerter på Torvet gratis,” siger Kirsten Bisgaard Kirchner, der er eventchef i Esbjerg Kommune, i en pressemeddelelse.
Særlig åbning
Når Festugen skydes i gang, bliver det en helt særlig musikalsk oplevelse, der venter.
Her har den esbjergensiske sangerinde Tanni Christine Thuesen, stået i spidsen for at samle et hold af lokale musikere og sangere, der er gået sammen om en hyldestkoncert til afdøde Johnny Madsen.
”Vi håber, at rigtig mange esbjergensere vil mødes med os på Torvet for at være med til at hylde en af vores helt store legender, Johnny Madsen. Vi er klar til masser af fællessang med hans stjerneparade af sange. Det er en helt igennem perfekt måde at åbne årets festuge,” siger sangerinde Tanni Christine Thuesen.
Musikken bliver endnu en gang et af de vigtige samlingspunkter, når Esbjerg Festuge fylder byens gader, pladser og scener med liv og kultur fra 13. – 21. juni 2025.
Med denne sidste offentliggørelse mangler kun artisterne til dette års Music4Free for at programmet er helt fuldendt.
Publikum kan dermed se frem til at opleve Malte Ebert, Jacob Dinesen, MAS, Blæst, Aura Dione, Noah Carter, IAMJJ, Esbjerg Hylder Madsen, Michael Falch, Dodo & The Dodos og The Boss – Tribute til Springsteen live i Esbjerg.
Læs også: Malte Ebert giver koncert på Torvet: Esbjerg Festuge afslører de første navne