Fodboldfest i Ribe til januar: Nyt stort indendørs fodboldstævne
Et nyt indendørs fodboldstævne for U6 til U12 ser dagens lys i Ribe.
Til januar bliver Ribe Fritidscenter fyldt med en masse glade fodboldpiger og -drenge, når der den 24., 25. og 26. januar spilles WoodUpp Cup Ribe.
Ribe Boldklub synes, det var på tide, at der også skulle være et stævne for de mindste i Ribe.
“Vi har en rigtig god og stor børneafdeling i Ribe Boldklub, og med den størrelse vi har nu, var det nærliggende, at vi kunne lave vores eget stævne. Det er bare noget andet, når man kan komme til et stævne i sin egen by. Vi har tidligere afviklet stævner, men det stoppede på grund af corona, og så er vi aldrig kommet i gang med det igen.
Vi vil også gerne gøre det endnu mere attraktivt at spille i Ribe Boldklub, og det tror vi, et stævne kan være med til,” fortæller Jesper Fabrin, formand for Ribe Boldklub.
Lokale virksomheder støtter op
Det er dog ikke lige sådan at starte et helt nyt fodboldstævne op – man er nødt til at have nogle samarbejdspartnere med sig.
Heldigvis var den lokale fremadstormende virksomhed WoodUpp med på idéen.
“Da Jesper Fabrin, formand for Ribe Boldklub, rakte ud til os, var vi ikke i tvivl. Vi vil meget gerne støtte lokalt i Ribe, og med et lokalt forankret stævne i Ribe med Ribe Boldklub og deres foreningsliv, var vi slet ikke i tvivl,” lyder det fra Martin Petersen, der er landechef ved WoodUpp DK.
“WoodUpp var de første, vi kom i tanke om, da vi sad og snakkede om, hvem der kunne være gode at have med og også bruge aktivt. Heldigvis var de positive, og vi synes også, det klikker godt med navnet ‘WoodUpp Cup Ribe.’ Podiet, som spillerne skal op på, når de modtager deres pokaler til stævnet, bliver bygget af WoodUpp-paneler, så vi synes, det var en god måde at inddrage dem på,” fortæller Jesper Fabrin.
Udover WoodUpp har de også lavet en aftale med TA Biler, der skal have en biludstilling ved Ribe Fritidscenter, og Ribe Boldklub er i dialog med nogle om navnesponsorater på hallerne.
“Indtil videre er vi kun blevet mødt positivt alle de steder, hvor vi har talt med nogen. Det er vi virkelig taknemmelige for. Det er netop det, der er med til at gøre, at vi kan lave tiltag som dette. Men der er meget arbejde endnu. Vi skal bruge omkring 70-80 frivillige til stævnet for at det kan lade sig gøre. Heldigvis er der allerede en del, som har meldt sig, men vi mangler stadig frivillige,” lyder det fra Jesper Fabrin.
Tilmeldingerne er begyndt
I skrivende stund er der allerede 40 drenge- og pigehold, der har tilmeldt sig WoodUpp Cup Ribe, og der er endnu over tre måneder til, at stævnet afvikles.
“Vi har plads til 130 hold samlet set, og indtil videre har 40 hold tilmeldt sig, men det ser ret fornuftigt ud, når der er over tre måneder til endnu.
Det er for alle hold, der spiller i U6 til U12. Alle fra U6 og U7 får en pokal med hjem, og der registreres ikke resultater i de rækker. I U8-rækken får alle også en pokal, men her registrerer vi resultaterne. Fra U9 til U12 får spillerne, der ender på første- og andenpladsen, en pokal i alle rækkerne. Ved drengene vil der være A-, B- og C-rækker, og ved pigerne vil det være en kombineret B- og C-række,” fortæller Jesper Fabrin.
Stævnet er til januar, og det hele foregår i Ribe Fritidscenter, hvor de starter ud fredag aften med kampe, og ellers spilles der kampe hele lørdag og søndag i hal 1 og 2.
“Det er gratis for alle at komme ind og bakke op, så vi håber også, der kommer nogen på lægterne. Vi ville gerne have haft U13-, U14- og U15-hold med også, men der var simpelthen ikke plads til flere.
Vi drømmer dog om at udvide til næste år, så de ældre i Ribe Boldklub også kan få denne oplevelse. Men for at det ikke blev for stort her det første år, holder vi os i første omgang til disse årgange og forhåbentlig kan vi bygge på i 2026,” lyder det afsluttende fra Jesper Fabrin.
Hvad: WoodUpp Cup Ribe
Hvor: Ribe Fritidscenter, Sportsvej 8, 6760 Ribe
Hvornår: 24., 25. og 26. januar 2025
Ønsker du at blive frivillig eller at tilmelde et hold kontakt: cup@ribeboldklub.dk