Fødevarestyrelsen advarer: Nudler kan give akut forgiftningsfare
”Kan du spise en stærk omgang nudelsuppe?”
Sådan udfordrer børn og unge hinanden på bl.a. TikTok og Instagram.
Udfordringen består i at tåle suppens høje indhold af capsaicin fra chilifugter. Capsaicinindholdet er dog så højt i nudelsupperne af mærket Samyan Buldak, at det kan udgøre en sundhedsfare. Derfor må de ikke længere sælges i Danmark.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Risikerer akut forgiftning
De færdige nudelretter, der bliver markedsført som ekstremt stærke, bliver taget af markedet, fordi forbrugerne og især børn risikerer akut forgiftning grundet indholdet af capsaicin fra chili som er ekstremt højt.
“Chili i store mængder udgør en risiko for især børn og svagelige voksne. Mulige symptomer er bl.a. svie og ubehag, kvalme, opkastning og forhøjet blodtryk.
Derfor stiller vi nu krav om, at butikkerne fjerner produkterne fra deres hylder, siger enhedschef Henrik Dammand Nielsen, Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.
Det var en forundret forbruger, som spurgte Fødevarestyrelsen, om det kunne være lovligt at sælge de røde og lyserøde Samyang Buldak-nudler i Danmark. DTU Fødevareinstituttet har nu vurderet produkterne, og konklusionen er, at nudelpakkerne er sundhedsskadelige.
“Mængden af stærk chili er endnu højere i de undersøgte nudler, end i chilichips som tidligere har ført til forgiftningsskader blandt børn i Tyskland.
Derfor er det er vigtigt, at forældre er opmærksomme på de ekstreme nudelvarianter og undgår dem,” siger Henrik Dammand Nielsen.
Produkter, der er tilbagekaldt, må ikke sælges, og Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere til at kassere eller returnere dem til forhandleren.