For tredje år i træk: Esbjerg får besøg af landsdækkende dokumentarfestival
For tredje år i træk inviterer ESBJERG:DOX til stærke dokumentarfilmoplevelser midt i byen.
Festivalen er en officiel del af CPH:DOX via DOX:DANMARK og bringer et håndplukket udvalg af film fra det nationale program til det lokale lærred i Esbjerg
Bag roret står igen i år Karoline Ølgaard Kjærgaard, der for tredje år i træk er CPH:DOX-ungeambassadør og har det overordnede ansvar for planlægning, koordinering af frivillige og den praktiske gennemførelse af festivalen.
Læs også: Stor interesse inden åbning: Christina åbner snart vildt koncept i Esbjerg Alle visninger foregår på Huset i Esbjerg, og billetten er både inklusiv både velkomstdrink og en pausedrink.

Dokumentar med kant – fra overgangsalder til funkgrooves
Festivalen åbner tirsdag 11. marts kl. 17.30 med den danske dokumentar Mysteriet om Menopausen.
Instruktør Louise Unmack Kjeldsen dykker ned i overgangsalderens tabuiserede univers og sætter fokus på, hvordan den påvirker kvinders mentale sundhed, arbejdsliv og identitet.
Efter visningen inviteres publikum til brevkasse-talk med fagpersoner om kroppen og livet efter 40.
Gæsterne offentliggøres løbende via festivalens Facebook-begivenhed.
Fredag 13. marts kl. 18.15 skrues der op for rytmerne med We Want The Funk.
Filmen tager publikum med på en musikalsk og historisk rejse gennem funkens puls, fra 70’ernes eksplosive grooves til rødderne i soul og jazz.
Undervejs møder vi legender som James Brown og George Clinton, der har sat deres tydelige præg på genren.
Aftenen rundes af med et musikalsk indslag, der bringer stemningen helt ud over scenekanten.

Fugle, fællesskab og finale i øjenhøjde
Søndag 15. marts kl. 12.00 afsluttes ESBJERG:DOX med Watching People Watching Birds, en humoristisk og tankevækkende dokumentar, der vender kameraet mod menneskene bag kikkerten.
Filmen følger fugleentusiaster fra hele verden og tegner et portræt af passion, natur og en planet i forandring.
Efter filmen inviteres publikum til talk med to naturfotografer fra Esbjerg Foto Klub, der deler erfaringer og perspektiver på naturens rolle, både lokalt og globalt.
Billetter kan stadig købes til to af visningerne den 13. og 15. marts. Den 11 marts er allerede udsolgt.
Der lagt op til tre dage, hvor dokumentaren igen indtager Esbjerg, tæt på publikum og midt i byen.
Du kan læse mere her.