Forårsvarme på vej: Kan ramme 15 grader flere steder
Kalenderen melder om de første forårsdage.
Men det har ikke føltes helt som forår her i weekenden i det vestjyske.
Nu går vi imidlertid lunere tider i møde i denne uge.
I den første hele uge af marts er der nemlig udsigt til tocifrede varmegrader stort set alle dage, når varm luft fra Sydeuropa efterhånden finder vej op til Danmark.
Sidst på ugen kan det give temperaturer op mod 15 graders varme, hvilket vil udløse årets første forårsdag.
Det skriver både TV 2 Vejret samt DMI.

Det vender torsdag
TV 2 Vejret melder om, at det især i Sydjylland kan blive en skøn forårsweekend med lidt vind, sol og lune forårsgrader op til 15 grader.
DMI er her mandag morgen ikke lige så optimistisk, men det kan nå at regulere sig også hos dem.
Det er også afhængig af vinden, hvor varmt det kommer til at føles her i Esbjerg.
Begge vejrtjenester er dog enige om, at tingene vender i ugens løb.
Inden det solrige og varme forårsvejr begynder, skal vi lige igennem de første dage af ugen, der generelt byder på en del skyer og relativt blæsende vejr.
Fra omkring torsdag etablerer et højtryk sig over Østeuropa, hvilket er med til at sikre regulært forårsvejr over Danmark.
For det første betyder det masser af plads til solen, mens der samtidig bliver skruet ned for vinden.