Forslag blev kun drøftet: Beslutning om mobilitetsplan udskudt
I sidste uge kom forslaget til en trafik og mobilitetsplan for Esbjerg Kommune, hvor målet er, at kommunen skal være CO2-neutral i 2030. I forslaget er der flere greb, som kan tages i brug. Der er især fokus biltrafik, og hvordan biler kan fylde mindre i midtbyen.
Torsdag skulle Plan- og Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune tage stilling til, om forslaget skulle sendes i otte ugers offentlig høring. Men der blev ikke truffet en endelig beslutning torsdag, og derfor er forslaget igen et punkt næste gang udvalget holder møde.
“Der var nogen, som havde ønsker til nogle andre formuleringer, og derfor blev den kun drøftet i dag”, siger formand for Plan- og Byudviklingsudvalget, Henning Ravn (V).
Næste møde i udvalget er torsdag 5. september.
Kan stadig parkere i byen
I løbet af ugen har diskussionen i Esbjerg især drejet sig om parkering, da der blandt andet i forslaget til en trafik og mobilitetsplan bliver nævnt, at biler skal fylde mindre i bybilledet.
Henning Ravn ser positivt på forslaget og de målsætninger, der er præsenteret.
“Jeg synes, der er lavet et fint stykke arbejde, og den går ikke i detaljer om, hvad der skal ske. Men der er nogle målsætninger om, hvordan vi udvikler midtbyerne, specielt i Esbjerg, og hvordan vi gør byerne mere interessante at være i. Vi har nogle målsætninger, og det er blandt andet, at flere tager cyklen på de små ture, siger Henning Ravn og fortsætter:
“Vi snakker ikke om at forbyde biler”
Han understreger, at der i fremtiden også vil være steder at parkere i Esbjerg, og billister ikke skal frygte, at alle parkeringspladser er fyldte.
“Vi vil gerne gavne byen – Vi er ikke interesseret i at genere folk i og omkring byen”, siger Henning Ravn.