Fra 0 til én million kroner på 19 dage: Ny Esbjerg-webshop har travlt
Der er travlhed på Håndværkervej i Esbjerg, hvor familie, venner og kolleger hjælper med at pakke ordrer.
På 19 dage har den nye webshop Kreatool.dk, der sælger kreativt og børnesikkert værktøj til børn, rundet over én million kroner i omsætning. Det fremgår af en pressemeddelse.
Bag succesen står den lokale virksomhed InoPlay, og milepælen udløser samtidig en donation på en halv million kroner til Team Rynkeby, Børnelungefonden og Børnecancerfonden.
Millionomsætning på rekordtid
Kreatool.dk har på få uger fået hul igennem til børnefamilier over hele landet. Webshoppen sælger alt fra stiksave og slibemaskiner til drejebænke og boremaskiner – alt sammen specialudviklet og godkendt til børn helt ned til fire år.
Værktøjet produceres hos en østrigsk familievirksomhed og er certificeret til børnebrug, også i USA.
Målet var egentlig én million kroner i omsætning på den første måned, men det blev nået på under tre uger.
“Vi har ramt rigtigt – det er gået over al forventning, og det er gået stærkt. Jeg ved godt, jeg kom med en vild udmelding, da jeg sagde, at målet var én million kroner i omsætning den første måned, men jeg fik ret. Børn elsker at være kreative – selv i en tid, hvor iPad’en fylder meget,” fortæller Jeppe Seifert, der er indehaver af InoPlay.
Samarbejdet med marketingprofilerne The Marketing Guy og Simplellama har været med til at sætte fart på væksten.
“Vi har sjældent set noget lignende. Det er helt vildt. Produktet er virkelig godt og unikt, hvilket gør det oplagt at markedsføre,” siger Jacob Krogh fra The Marketing Guy.
Fra svær tid til ny idé
Idéen til Kreatool.dk opstod i en personlig svær periode for Jeppe Seifert.
I forbindelse med InoPlays 10-års jubilæum i august blev der arbejdet målrettet med nye idéer og udvikling.
“Jeg var helt nede at ligge i begyndelsen af sommeren. Fuldstændig. Jeg skulle lære at give slip, og jeg har set, hvordan mine kolleger tager ansvar og udvikler sig. Man kan ikke med ord beskrive, hvor stolt jeg er af mine kolleger og de mennesker omkring mig,” fortæller han.
Behandlingen for hans ADHD-diagnose har også været med til at skabe ny struktur og fokus. I dag koncentrerer Jeppe Seifert sig om at udvikle Kreatool.dk og styrke InoPlay, der fortsat har B2B som sit primære forretningsben – blandt andet til institutioner, foreninger og skoler.
Virksomheden har desuden købt je-bolegetoj.dk og forventer at gå i luften med kvalitetstrampoliner og swimmingpools til foråret.
Giver tilbage til børnene
Både Kreatool.dk og InoPlay har børn som omdrejningspunkt, og derfor var det naturligt at lade milepælen udløse en stor donation.
Da omsætningen rundede én million kroner, blev der samtidig sendt 500.000 kroner af sted til Team Rynkeby, som støtter Børnelungefonden og Børnecancerfonden.
“Det hele handler om børnene, og derfor er jeg og flere af mine kolleger aktive i Team Rynkeby. Jeg har selv cyklet til Paris flere gange. Jeg skylder alle kunder, venner, familie, leverandører og verdens bedste kolleger en kæmpestor tak for at være med til at gøre denne donation mulig,” siger Jeppe Seifert.
Hos Team Rynkeby vækker donationen stor glæde.
“Det er prisværdigt, når iværksættere kombinerer forretningsmæssig succes med ønsket om at give noget tilbage. Vi er meget taknemmelige for den flotte donation,” siger Steffen Juncker, landechef i Team Rynkeby.