Fra Esbjerg til X Factor: Leslie Nguyen tør nu drømme større
For få måneder siden levede Leslie Nguyen et stille liv i Esbjerg. Skole, gåture i Kvaglund og trygge rutiner var en fast del af hverdagen. Nu er alt vendt på hovedet. I dag bor hun på hotel i København, øver musik hver dag og optræder på landsdækkende tv foran tusindvis af seere.
Men trods den store forandring har Esbjerg stadig en helt særlig plads i hendes hjerte.
“Jeg havde ikke indset, hvor meget jeg elskede Esbjerg, før jeg flyttede til København,” fortæller hun.
At tage springet og stille sig op foran dommerne til X Factor var langt fra en let beslutning. Leslie beskriver sig selv som en person, der holder af trygge rammer – og at melde sig til en konkurrence, hvor hele Danmark pludselig har en mening om én, var ikke noget, hun gjorde uden betænkningstid.
“Jeg har ikke altid turdet prøve nye ting. Faktisk har jeg før slet ikke haft lyst eller vilje til at gøre noget, der føltes for stort eller for skræmmende. Derfor er mine venner og familie også så stolte af mig – de har set mig i perioder, hvor jeg ikke havde mod på noget nyt. Nu har jeg bevist over for mig selv, at jeg kan.”
Første liveoptræden: “Hvad er det, jeg laver her?”
Da Leslie gik på scenen til sit første liveshow, var det med en følelse af både nervøsitet og tvivl.
“Jeg husker, at jeg flere gange i løbet af dagen tænkte: Hvad er det egentlig, jeg laver her? Jeg kunne se, at de andre deltagere virkede rolige, men jeg var sikker på, at de også måtte være nervøse. De viste det bare ikke så meget udadtil, som jeg gjorde.”
Lige inden showet gik i gang, ramte nervøsiteten for alvor.
“Jeg havde det virkelig skidt lige der. Heldigvis hjalp det at minde mig selv om, at det bare var tv – at jeg bare skulle gøre, som jeg altid har gjort, da jeg sang i Esbjerg.”
Siden da har hun fået bedre kontrol over nerverne, men usikkerheden dukker stadig op.
Læs også:
Kulturen skaber milliarder: Esbjerg er med
“Nogle dage er jeg mere nervøs end andre. Det er aldrig til at forudsige. Men jeg har fundet ud af, at det hårdeste er lige at træde ud på scenen – når jeg først står der, og musikken begynder, fokuserer jeg kun på min stemme og lukker alt andet ude.”
Udvikling gennem X Factor
X Factor har ændret Leslie – ikke kun som sanger, men også som person.
“Jeg er blevet mere modig. Jeg kan høre, at min stemme har udviklet sig, men jeg tror, at det handler lige så meget om selvtillid. Nu tør jeg give mig selv mere hen til musikken,” fortæller hun.
Hun har også opdaget, at hun er villig til at eksperimentere mere med sin kunstneriske stil.
“Jeg har prøvet lidt forskelligt på scenen, og jeg har udfordret mig selv mere rent musikalsk. Jeg har for eksempel taget fat på nogle sværere fraseringer og fundet min egen måde at fortolke sange på.”
En af de optrædener, hun er mest stolt af, er hendes fortolkning af What’s Up.
“Jeg er ikke så glad for originalen, så jeg lavede en version, der fremhævede lyrikken. Jeg ville gerne vise, hvad jeg kunne, og jeg synes, at det lykkedes.”
Livet mellem Esbjerg og København
Selvom livet i X Factor er spændende, har det ikke været uden udfordringer.
“Den største ændring er, at jeg ikke er i Esbjerg. Jeg plejer at gå i skole og have mine vante rutiner, men nu bor jeg på hotel i København, og dagene ser helt anderledes ud. Der er musikprøver, kostumeprøver, fællessang, koreografiøvelser – alt sammen noget, jeg aldrig havde forestillet mig at skulle være en del af.”
At være væk fra Esbjerg har også vist hende, hvor meget byen betyder for hende.
“Det gik først op for mig, hvor meget Esbjerg betyder, da jeg flyttede til København. Det er der, jeg hører hjemme. Det er der, mine venner og min familie er. Og det er der, jeg føler mig tryg.”
Når hun har haft mulighed for at tage hjem på fridage, har hun også mærket, hvordan X Factor har gjort hende mere genkendelig.
“Jeg bliver ofte genkendt i Esbjerg. Det skete allerede få dage efter min audition blev vist på tv. En dag tog jeg bussen hjem, og buschaufføren sagde, at hun syntes, jeg havde klaret det godt. Det var ret vildt.”
Tanker om fremtiden
Trods sin succes i X Factor ved Leslie endnu ikke, om hun vil fortsætte med musik.
“Jeg kommer aldrig til at slippe musikken helt, men jeg ved ikke, om jeg har lyst til at udgive musik. Jeg vil ikke gøre det bare fordi andre forventer det.”
Og selv hvis hun går hele vejen og vinder X Factor, er hun ikke sikker på, hvad det vil betyde for hende.
“Hvis man vinder, får man en slags startpakke til at lave sin egen musik. Men det er også en stor forpligtelse. Jeg ved ikke, om jeg vil være klar til det. Måske har jeg bare brug for en lang pause, hvor jeg vender tilbage til en normal hverdag.”
“Jeg tager det en uge ad gangen”
For Leslie handler X Factor ikke om at vinde – det handler om at få oplevelsen med.
“Jeg går ind til hvert liveshow med indstillingen om, at jeg bare skal gøre mit bedste. Hvis jeg ryger ud på fredag, så har jeg stadig fået hele oplevelsen med, og det betyder mere for mig end selve konkurrencen.”
Når rejsen slutter, uanset hvornår det bliver, er der ingen tvivl om, hvor hun skal hen.
“Jeg skal hjem til Esbjerg.”