Fra frygt til frihed: Charlotte knuser fobier i Esbjerg
Foråret er over os, og før vi ser os om, er det sommer.
Med de lunere temperaturer er der sikkert mange, som ser frem til afslappende dage på terrassen, ved stranden eller i haven.
Men det er ikke det eneste, som det varmere vejr fører med sig.
Sommeren er også sæson for forskellige fobier. Det kan blandt andet være fobi for dyr som edderkopper og hvepse eller flyskræk.
Heldigvis står man ikke alene med sin frygt, og der er folk, som kan hjælpe.
En af dem er Charlotte Ploug fra Esbjerg. Hun er hypnoseterapeut, og hun hjælper folk med deres fobier.
“Man kan have fobier over for mange ting. Nogle er sågar bange for sommerfugle og går i panik. Hvis fobier sætter nogle begrænsninger for en, for eksempel at man ikke kan være med til en havefest eller andet, så kan jeg hjælpe,” siger Charlotte Ploug.
Læs også:
Guitarens kirurg: Hos Søvad Guitars bliver alt justeret – også sjælen
Ifølge Charlotte Ploug er det en god idé at kontakte hende i god tid, hvis man for eksempel har flyskræk, og man ved, man skal ud og flyve i løbet af sommeren.
“Normalt tager det to-tre sessioner. For mig er det vigtigt at have en samtale først, fordi jeg synes det er vigtigt, at kemien er der, og de har tillid til mig, inden hypnosen begynder,” fortæller Charlotte Ploug.
Det er ikke kun folk fra Esbjerg, der har glæde af Charlotte Plougs ekspertise. Hun laver også skræddersyede hypnose-forløb online og har klienter i blandt andet Aarhus, Silkeborg, Viborg, Herning.
Hypnose havde utrolig effekt
Charlotte Ploug er certificeret hypnoseterapeut og hun har også en baggrund som stresscoach, men har i dag specialiseret sig i at arbejde med angst, vaner og fobier gennem hypnose.
Hun har mærket på egen krop, hvilken effekt hypnose kan have.
Som barn var hun multiallergiker og kunne blandt andet ikke tåle makeup. Det resulterede i nogle voldsomme udbrud af eksem, som blev værre og værre, og det gik ud over hendes selvværd, og selvtilliden røg i bund.
“Jeg blev indelagt på Marselisborg Hospitalet, og der var en sygeplejerske, der hver morgen placerede mig foran spejlet, og så skulle jeg sige til mig selv, at jeg er smuk, jeg er dejlig og jeg kan alt, hvad jeg vil. I dag ville jeg ønske, jeg vidste, hvad sygeplejersken hed, fordi hun fortjener den største buket blomster. Det var en form for selvhypnose, og det er et mantra, jeg har brugt lige siden,” fortæller Charlotte Ploug.

Da hun var 17 år mødte hun sin første kæreste, hvis far var overlæge.
Han kunne også hypnotisere, og det ville han gerne prøve på Charlotte Ploug.
“Han sagde, at han ville prøve at fjerne min eksem med hypnose. Jeg troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, men jeg legede med, fordi det var min svigerfar, men jeg har ikke haft eksem siden,” siger Charlotte Ploug.
Det gav hende lysten til selv at prøve kræfter med hypnose.
Eksem er en overreaktion i kroppen. Ifølge Charlotte Ploug formåede hendes daværende svigerfar via hypnose at fortælle kroppen, at den ikke behøvede at overreagere på disse ting.
Ned i underbevidstheden
Fobier adskiller sig fra almindeligt ubehag ved at være en intens og ofte irrationel frygt. De fleste ved godt, at en husedderkop ikke er farlig, men kroppen reagerer, som om truslen er reel. Det er netop det, hypnosen kan arbejde med.
En fobi kan opstå på mange måder.
Menneskets sind kan inddeles i det bevidste sind, det ubevidste sind og det underbevidste sind.
Hypnose går udenom det bevidste sind og taler direkte til underbevidstheden, hvor fobier bor.
“Hypnose minder om den tilstand, man er i lige inden, man vågner. Sindet kan sammenlignes lidt med et isbjerg, hvor størstdelen ligger under havets overflade. Det er kun 5-10 procent af hjernen vi bruger, og resten ligger under overfladen i det underbevidste sind,” siger Charlotte Ploug.
Ved hjælp af hypnose forsøger Charlotte Ploug at finde årsagen til fobien.
“Det kan være en helt lille ting, der gør, at man udvikler en fobi. Man kan ikke fjerne det, der er sket, men man kan prøve at ændre opfattelsen af det,” fortæller Charlotte Ploug.
Ifølge Charlotte Ploug kan de fleste blive hypnotiseret, men der er forskel på, hvor mange sessioner, der skal bruges for at kurere en fobi.
Mange er nervøse for hypnose, fordi de frygter at miste kontrollen, som man blandt andet har set i TV eller hypnoseshows. Charlotte Ploug understreger, at hypnose som terapiform intet har med shows at gøre.
”Du er fuldt bevidst og kan når som helst åbne øjnene og rejse dig op. Det minder mest om en guidet meditation, hvor man arbejder med visualiseringer. Mange beskriver det som en dybt afslappende og tryg oplevelse – som mental rengøring,” fortæller hun.