Fra Gredstedbro til Paris: Kom med til særlig aften med Henrik Møllgaard
Han har vundet det meste – EM, VM, OL, DM og har været i Champions League finalen.
I en tid, hvor dansk herrehåndbold har haft sine bedste år, har Henrik Møllgaard stået midt i succesen som en urokkelig klippe, som har været umulig for modstanderne at nedbryde.
Henrik Møllgaard har haft en af de bærende roller i det eventyr, som dansk håndbold har været de seneste mange år.
Snart kan du få et unikt indblik i succesen.
Tirsdag 13. maj kommer Henrik Møllgaard til Ribe Fritidscenter og fortæller om sit liv og karriere.
“Det er i samarbejde med Skjern Bank, som bliver vores nye hovedsponsor for vores hal. I den forbindelse har vi sammen med Skjern Bank lavet det her arrangement, hvor Henrik Møllgaard kommer og fortæller lidt om sin håndboldkarriere, sit liv, sit lederskab og sin fremtid i Paris Saint-Germain,” siger Claus Pedersen, der er direktør i Ribe Fritidscenter.
Arrangementet begynder klokken 19.30, og det er også muligt at tilkøbe en let anretning før arrangementet.
En særlig person
Henrik Møllgaard er ikke en klassisk sportsperson.
Når han bliver stillet et spørgsmål, svarer han altid ærligt og bramfrit og lægger ikke bånd på sig selv.
“Jeg tror, at mange kan få noget ud af at høre på Henrik Møllgaard, uanset om man interesserer sig for håndbold eller ej. Det er en mand med meninger, og han er ikke bange for at blande sig i debatten,” siger Claus Pedersen.
Derudover er det en lokal helt, som indtager Ribe.

Henrik Møllgaard er født og opvokset i Gredstedbro og fik en del af sin håndboldopdragelse i Ribe. Selvom Henrik Møllgaard har spillet på den største håndboldscene, betragter han sig stadig som en vestjysk bonderøv.
“Mange har fulgt med på sidelinjen i hans karriere, fordi det er en lokal dreng fra Gredstedbro,” siger Claus Pedersen.
Spændende fremtid venter
Til arrangementet i Ribe vil Kenneth Thygesen være moderator og stille spørgsmål til Henrik Møllgaard om hans karriere, ærlighed og lederskab.
Undervejs er der også mulighed for publikum i salen til at stille de spørgsmål, som de brænder inde med.
“Hvis folk er interesseret i for eksempel at høre, hvordan opvæksten i Gredstedbro har formet ham, og hvad den har betydet for ham, så kan de blive klogere på det her,” fortæller Claus Pedersen.
Henrik Møllgaard fyldte 40 i januar, og dermed lakker den aktive karriere så småt mod enden.
Siden 2018 har han spillet i Aalborg Håndbold, men til sommer sætter den rutinerede vestjyde snuden mod Frankrig og storklubben Paris Saint-Germain.
Her skal han være assistenttræner for den franske storklub.
“Jeg glæder mig til at høre om hans refleksioner over den nye rolle, og hvilke overvejelser han har gjort om, hvad der skal ske efter den aktive karriere,” fortæller Claus Pedersen.
Arrangementet koster 150 kroner og 275 kroner med spisning.
Du kan købe billetter til arrangementet her.
Læs også: Tager et år mere: “den gamle” forlænger med Ribe-Esbjerg