Fra Hjerting til boghylderne: Frygten for at få blotlagt sine tanker
Allerede som barn i Hjerting fyldte historierne meget for Sofie Borch.
Fantasien var der længe før bogstaverne, og fortællingerne tog først form som tegninger, mens hendes mor hjalp med at skrive ordene ned.
I dag står Sofie som debutforfatter, efter en skriveproces der har fulgt hende siden teenageårene.
“Jeg har altid haft enormt meget fantasi og dykket meget ned i historier, siden jeg var helt lille. Det har aldrig været noget, jeg skulle tvinge mig selv til. Det har bare været der,” fortæller hun.
Udgivelsen føles både som en forløsning og som starten på noget nyt.
“Nu kan jeg faktisk begynde at bygge noget op og se, om det her også kan føre videre. Det er ikke et slutpunkt for mig,” siger hun.
En barndom fyldt med historier i Hjerting
Sofie Borch er født og opvokset i Esbjerg og voksede op i Hjerting, hvor hun også gik i folkeskole. Senere fortsatte hun på gymnasiet i Esbjerg og tog sin videregående uddannelse i byen.
I dag arbejder hun som projekt manager hos Polytech A/S.
Hun oplevede tidligt, at hendes skriveglæde blev taget alvorligt.
“Allerede i tredje klasse fik jeg lov til at skrive klassens musical. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, hvor vigtigt det var, at nogen sagde ja og tog det seriøst,” fortæller hun.
Støtten fra omgivelserne har haft stor betydning.
“Jeg har hele tiden følt, at der var nogen, der gerne ville lytte til det, jeg skrev, og det betyder meget, når man er barn eller ung,” siger hun.
At skrive har aldrig været et valg
For Sofie Borch har skrivningen aldrig været noget, hun aktivt har valgt til.
Den har altid været en del af hendes måde at være i verden på.
“Jeg har jo altid haft historier eller manuskripter liggende. Nogle har jeg arbejdet rigtig meget på, og andre har jeg bare ladet ligge, fordi de ikke føltes klar,” siger hun.
Drømmen om at udgive har ligget der længe uden et bestemt tidspunkt.
“Der har ikke været et øjeblik, hvor jeg tænkte nu skal jeg udgive en bog. Det har bare altid været en drøm, der lå der og ventede,” fortæller hun.
En idé der skulle have lov at modne
Romanen, der nu er udkommet, begyndte som et projekt, da Sofie Borch var omkring 15 år. Manuskriptet blev skrevet færdigt, men aldrig sendt videre.
“Det var et meget hårdt draft baseret på den måde, en 15-årig ser verden på. Jeg kunne godt mærke dengang, at det her ikke var noget, jeg var klar til at sende ud,” fortæller hun.
Med tiden ændrede perspektivet sig.
“Da jeg fandt det frem igen mange år senere, kunne jeg se, at der faktisk var noget i det, men det krævede mere livserfaring og en mere moden vinkel,” siger hun.
Da bogen ramte hylderne
Modtagelsen af debutromanen har overrasket Sofie Borch.
Salget gik hurtigere, end hun havde forestillet sig, og interessen kom også fra mennesker, hun ikke kendte.
“Jeg havde regnet med, at det primært var mine forældre og venner, der ville købe bogen. Jeg havde slet ikke regnet med, at der også var mennesker, som ikke kendte mig, der ville interessere sig for den,” siger hun.
Det har gjort stort indtryk.
“At der er nogen, der gerne vil prøve at sætte sig ind i den fantasi og den fortælling, jeg har skabt, det er ret overvældende,” fortæller hun.

Frygten for at blive læst helt ind i hovedet
Udgivelsen har også været grænseoverskridende.
Romanen indeholder barske scener og mørke temaer, som har krævet mod at dele.
“Det er sårbart at udlevere de tanker, man har, især når det bliver voldsomt og meget beskrivende. Man kan jo godt tænke over, hvad folk tænker om det, der foregår oppe i ens hoved,” siger hun.
Hun har været bevidst om risikoen.
“Selvom det er fiktion, så kommer det jo et sted fra, og det har jeg været nervøs for,” fortæller hun.
Et spejl af verden omkring os
Romanen er samfundskritisk og kredser om etik, ansvar og menneskelige valg.
Sofie Borch er optaget af de forklaringer og undskyldninger, mennesker bruger.
“Jeg kan godt lide at udforske de kritiske spørgsmål. Hvornår tager vi egentlig ansvar for vores valg, og hvornår gemmer vi os bag undskyldninger,” siger hun.
Universet er sat på spidsen med vilje.
“Det er overdrevet og ekstremt, men det er for at gøre konsekvenserne tydelige,” fortæller hun.
Når skriveblokaden rammer
For Sofie Borch handler skrivning også om disciplin. Hun har lært, at det vigtigste er at blive ved.
“Det er ligegyldigt, om du skriver én sætning eller 40 sider på en dag. Det vigtigste er bare, at du sætter dig ned og skriver noget,” siger hun.
Inspirationen finder hun ofte i andre mennesker.
“Små ting, folk gør eller siger, kan hurtigt vokse til en hel fortælling,” fortæller hun.

Esbjerg gemt mellem linjerne
Selvom romanen foregår i et dystopisk univers, er Esbjerg tydeligt til stede.
Alle gadenavne i bogen stammer fra byen.
“Hvis man læser den som esbjergenser, kan man godt få følelsen af at befinde sig i et dystopisk Esbjerg,” siger hun.
Også opvæksten spiller ind.
“Man skriver jo langt hen ad vejen ud fra det, man kender,” fortæller hun.
For Sofie Borch føles udgivelsen ikke som et punktum, men som et bevis.
“Det giver en enorm motivation at vide, at det faktisk kan lade sig gøre. Nu ved jeg, at det er muligt,” siger hun.
Det har givet nyt drive.
“Nu har jeg fået foden indenfor, og det gør mig virkelig nysgerrig på, hvad det ellers kan føre til,” fortæller hun.
Allerede nu arbejder hun på nye projekter, blandt andet en historie med lokale rødder på Fanø.
“Jeg hører en fortælling, og så kan jeg mærke, at det er noget, jeg kan bygge videre på,” siger hun.
Det lokale bliver ved med at fylde.
“Det betyder noget for mig, at historierne har rod i virkelige miljøer,” fortæller hun.
Et råd til den 15-årige Sofie
Hvis hun kunne tale til sit yngre jeg, ville budskabet være enkelt.
“Hun skal tro på sig selv og blive ved med at skrive, også når hun bliver i tvivl,” siger Sofie Borch.
Hun fremhæver betydningen af voksne, der turde stille krav.
“Man udfordrer jo kun folk, man kan se noget i, og det er jeg enormt taknemmelig for i dag,” fortæller hun.
Bogen er taget ind hos den lokale boghandler, som valgte at give plads til en debutforfatter.