Fra Murervej til Tour de France: Esbjerg-virksomhed ruller derudad
På Murervej i Esbjerg står Ronni Brodersen i spidsen for Foodtruckers.
En virksomhed, der på få år er vokset til at blive Danmarks største leverandør af specialbyggede foodtrucks.
Det hele begyndte i 2018, hvor Ronni byggede sin første vogn. I dag sender han sine løsninger til både lokale madmarkeder og verdens største cykelløb. Men faktisk startede rejsen et helt andet sted.
”Jeg er uddannet mekaniker, men jeg har aldrig rigtig brugt det til noget. Jeg har altid haft gang i alt muligt andet, og så gik jeg og tænkte på, at det kunne være sjovt at bygge madbiler. Jeg syntes bare, det var spændende,” siger han.
Det blev starten på en iværksætterrejse, der hurtigt viste sig at få langt større potentiale, end han først havde regnet med.
”Der var ikke mange, der troede på det i starten. Men jeg kunne se, at der var et marked. I udlandet voksede det, og jeg tænkte, at det nok også ville komme til Danmark. Så jeg holdt ved,” fortæller han.

Ideerne står aldrig stille
Det er ikke svært at få øje på, hvor Ronni henter sin energi. Han sidder sjældent stille ret længe ad gangen.
”Jeg keder mig aldrig. Og hvis jeg gør, så finder jeg bare på noget nyt. Får jeg en idé, så skal den føres ud i livet. Sådan har jeg altid haft det,” siger han.
Og ideerne er der nok af. Foodtruckers sælger, udlejer og specialdesigner vogne til alle slags kunder. Det kan være alt fra små iværksættere, der vil lave street food i weekenden, til store brands som Coca-Cola, Joe & The Juice og Hans Just, der bruger dem til at promovere deres produkter.
”Det er lige meget, om det er en lille madvogn til en privatperson eller en stor løsning til et kæmpe firma. Vi tager os af det hele,” siger Ronni.

Fra Murervej til Tour de France
Det er dog ikke kun mad, der fylder i Foodtruckers’ hverdag. Siden 2020 har virksomheden også samarbejdet med otte af verdens største cykelhold. Hvert år lejer de specialbyggede køkkener til at tage med til løb som Giro d’Italia og Tour de France.
”Vi startede egentlig med at sende en bil afsted som en slags test. Men det gik så godt, at det udviklede sig til et fast samarbejde,” fortæller Ronni.
Det er ikke kun holdene selv, der har fået øjnene op for Foodtruckers. Ronni fortæller, at mange af de andre hold bliver inspireret, når de ser bilerne i brug.
”Vi har både lejet og solgt vogne til flere af dem, fordi de kan se, at det, vi laver, bare fungerer. Det er fedt at se, hvordan det har spredt sig,” siger han.

Markedet vokser – også uden for madbranchen
Selvom det hele begyndte med madvogne, er markedet vokset i flere retninger. Flere virksomheder bruger i dag bilerne som mobile kontorer eller messestande.
”Vi har for eksempel et leasingselskab, der har en kontorbus kørende. De tager den med til messer eller events, og i stedet for at stille en stand op, kan de være klar på fem minutter,” siger Ronni.
Også det private marked er vokset. Mange booker i dag foodtrucks til bryllupper, fødselsdage og firmafester. Ronni og hans team leverer ikke direkte til private, men deres kunder gør.
”Der er kommet flere platforme, hvor folk kan vælge, om de vil have indisk, burger eller thai til deres fest. Og det er noget, der er blevet virkelig populært,” siger han.

Snart vokser Foodtruckers ud af rammerne
Med syv ansatte og fabrikssamarbejder i udlandet er der efterhånden fyldt godt op på Murervej. Derfor er Ronni begyndt at kigge efter nye lokaler.
”Vi har kig på noget, men der er ikke noget, der er faldet på plads endnu. Men vi har brug for mere plads, hvis vi skal fortsætte med at vækste,” siger han.
Særligt en ny elektrisk minivan har åbnet endnu et marked for Foodtruckers. Vognen kan bruges til alt fra varetransport på festivaler til servicevogn i sommerlande.
”Det er der ikke nogen andre, der har endnu, så det bliver spændende at se, hvor langt vi kan tage det,” siger Ronni Brodersen.
Læs også: Bonnie Dyrecenter i Esbjerg: Her venter slanger og skorpioner på dig